Livskvalitet og sundhed går hånd i hånd. Vallensbæk skal støtte borgerne og lette vejen til gode vaner og høj livskvalitet.
Det gode liv starter hos borgeren selv, og det er vores opgave som kommune med værdighed og respekt for den enkeltes individuelle valg at skabe rammerne for det gode liv og støtte borgernes livskvalitet og sundhed.
I Vallensbæk skal borgerne motiveres og inspireres til at forblive selvhjulpne og ”herrer i eget liv”. Støtte og omsorg skal sikre borgernes værdighed hele livet.
Den enkelte borger kan selv gøre meget for at være sund, men kommune og foreninger kan bidrage til at gøre det lettere for borgeren at komme i gang og være aktiv sammen med andre.
Et sundt liv er mere end gulerødder og motion. Sundhed handler også om at have det godt sammen med andre og om mental sundhed – det handler om livsglæde og fællesskab.
Vi er af den overbevisning, at forebyggelse og tidlig indsats styrker livskvaliteten, og vi har tilbud til alle aldre og livssituationer, der fremmer både den mentale og den fysiske sundhed.
Vallensbæk har mange grønne områder og et stort tilbud af aktiviteter, der gør det let at være fysisk aktiv. Vi skal understøtte, at fysisk aktivitet i endnu højere grad bliver en naturlig del af hverdagen for børn, voksne og ældre.
Vi skal forebygge og opspore sygdomme og dyrke fællesskaberne, så unge, voksne og ældre får så godt et liv som muligt og bevarer så mange funktioner som muligt hele livet.
Ældre borgere skal have en værdig pleje og omsorg, så der er mulighed for at leve det liv, som den ældre ønsker, med størst mulig selvbestemmelse og livskvalitet. (Dette er nærmere beskrevet i kommunens værdighedspolitik).
I Vallensbæk har vi et aktivt og velfungerende seniorhus på Korsagergård. Vi vil lade os inspirere af den energi og de muligheder, der er dér til at udvikle tilbud til fx ensomme, ældre og udsatte borgere.
Vallensbæk skal fortsat være et godt sted at blive gammel.
Mål
I Vallensbæk har vi fokus på trivsel og mental sundhed hos den enkelte. Man kan være mentalt eller fysisk svækket eller have særlige udfordringer, og her tilbyder vi en håndsrækning. Vi har generelt fokus på livskvalitet og det gode liv for alle borgere, uanset livssituation.
Fysisk aktivitet har stor betydning for trivsel og livskvalitet. Derfor støtter vi hinanden i, at vi cykler og går til skole, til arbejde eller til kollektiv transport, og at vores børn og unge får rørt sig i skoletiden.
Vi understøtter at alle, der ønsker det, er med i en forening eller et fællesskab.
Vi har fantastiske madfællesskaber, men vi vil udvikle flere fællesskaber omkring kultur og mad – vi spiser sammen, går tur sammen eller er sammen om noget helt andet. Vi understøtter fællesskaber uden rusmidler.
De svage ældre og kronisk syge skal opleve, at rammerne er med til at sikre, at de har mulighed for et godt, værdigt og aktivt liv.
De værdige relationer og værdierne i Vallensbæk skal kunne mærkes både af de ældre, de særligt sårbare og deres pårørende.
Vallensbæk er kendt for den høje kvalitet i ældreplejen. Den position vil vi bevare. Vores mål er, at minimum 80 % af borgerne, der modtager hjemmepleje skal være tilfredse eller meget tilfredse.
Samtidig arbejder vi via vores voksensociale indsatser med en samlet indsats for de borgere, hvor tilværelsen af forskellige årsager kan være svær.
Indsatser
Vi skal have endnu flere fællesskaber, der forebygger sygdom og ensomhed.
Vi lader os inspirere af eksisterende madfællesskaber og understøtter, at børn og unge får mod til at smage nye ting (madmod), får gode køkkenkundskaber og derigennem gode og sunde kostvaner.
Samtidig understøtter vi, at børn og unge møder gode rollemodeller i vores foreninger og fritidslivet.
Vi tager udgangspunkt i den ældres baggrund, historie, ønsker og behov, så den enkelte kan opretholde et godt og meningsfuldt liv.