SSP's Indsats på skolerne

SSP arbejder med forskellige indsatser på skolerne for alle forældre, børn og unge fra 0.-9. klasse. Det er blandt andet alkoholindsatsen, Act on it. 

Act on it er et kick-off til et fælles forældremøde, hvor alkoholpolitik skal debatteres. 

Det har til formål at skabe viden om alkohol og unge og give et fælles vidensniveau om det mellem forældrene. Act on it danner grundlag for, at den efterfølgende debat om de unge og deres alkoholdebut og -forbrug bliver løftet, og at debatten læner sig op ad videnskabelige fakta.

Digital dannelse er et dialogbaseret undervisningsmateriale. I undervisningen sætter vi fokus på at inddrage børnene, og vi taler om deres egne og klassekammeraternes holdninger og forventninger til hinanden, når de begår sig online sammen. Når eleverne bliver undervist i digitale dannelse, kommer vi også ind på, hvilken lovgivning, der danner rammen om deres online universer – sociale medier.

Undervisningen har til formål at få børn og unge til at reflektere over, hvad der er god adfærd på de sociale medier.

  • Der afholdes i alt 12 undervisningsforløb fordelt på mellemtrinnet og udskolingen, som fokuserer på, hvordan de unge etisk, moralsk og juridisk bruger de sociale medier.
  • I indskolingen bliver der afholdt et arrangement for forældrene med fokus på, hvad de skal være opmærksomme på, når deres børn færdes på de sociale medier.