Vallensbæk Kommune skal skabe de bedste rammer for borgernes livskvalitet, uanset om man er 0 eller 110 år. Vallensbæk Kommunalbestyrelse ønsker en by, der danner rammen for den gode start på livet og et godt og udviklende børne-, unge-, voksen- og ældreliv. Vallensbæk skal også være det sted, man vender sig mod, når man ønsker at stifte familie, og det skal være et sted, man har lyst til at blive ældre med en god og meningsfuld tilværelse.
Det gode liv starter hos det enkelte menneske, og det er vores opgave som kommune med værdighed og respekt for den enkeltes valg at skabe rammerne for det gode liv og understøtte borgernes livskvalitet, sundhed og trivsel. Derfor arbejder kommunen aktivt med forebyggelse, så alle borgere får så gode liv som muligt.
Vi skal værne om fællesskaberne, dialogen og respekten for hinanden. Vallensbæk er en by med mange forskellige mennesker med hver deres historie og forudsætninger. Vi ser styrkerne i mangfoldigheden, hvor vores fælles udgangspunkt er det danske sprog. Sproget, evnen og lysten til at gå i dialog med hinanden er forudsætningen for, at man kan trives sammen og hver for sig.
Alle har et ansvar for at bidrage ind i fællesskabet med respekt og lydhørhed over for hinanden. Det gælder elever, lærere, pædagogisk personale, forældre, frivillige, personalet på plejehjemmet og de pårørende – for blot at nævne nogle. Det kalder på tydelig forventningsafstemning – så alle hver især kan være deres ansvar bevidst.
Vi ønsker at udvikle byen og være modige, når der skal findes gode, langsigtede løsninger på nye udfordringer. Vi tager imod forandringerne med åbent sind og nysgerrighed og med en forståelse af, at alle er en del af løsningen.
At skabe rammerne for et liv med livskvalitet er den overordnede vision i Vallensbæk, og med værdierne og de fem temaer bliver det foldet ud, hvordan Vallensbæk Kommunalbestyrelse ønsker, at der bliver arbejdet med dette.
Udviklingsstrategien er godkendt af Vallensbæk Kommunalbestyrelse 9. september 2026

