Du kan få hjælp til at trappe ud af et stofmisbrug. En rådgiver finder sammen med dig en behandlingsform og et behandlingssted, som passer til dit behov.
For al stofmisbrugsbehandling gælder at:
- Den ambulante behandling er gratis.
- Du kan henvende dig anonymt for råd og vejledning
- Behandlingen kræver ingen henvisning fra læge.
- Behandlingen iværksættes senest 14 dage efter din henvendelse til kommunen.
Du har frit valg indenfor lignende behandlingssteder, som svarer til det bevilgede.
Dag- og døgnbehandling
Hvis du i samarbejde med det ambulante behandlingssted ønsker visitering til dag- eller døgnbehandling, skal dette behandles i Vallensbæk Kommunes visitationsudvalg.
Anonym behandling for stofmisbrug
Jf. servicelovens § 101a tilbydes du anonym, ambulant behandling af stofmisbrug, hvis du ikke har andre sociale problemer. Anonym behandling betyder i praksis, at vi ikke registrerer dit navn eller personnummer. Hvis du ikke har andre sociale problemer som du modtager hjælp til, kan du herefter frit vælge et andet behandlingssted, som blot skal være godkendt på Tilbudsportalen.
Kontakt
Du skal tage kontakt til Vallensbæk Kommune på telefon 47974000, hvis du ønsker behandling eller afklaring vedr. et misbrug af stoffer. Spørg efter en rådgiver i voksensociale indsatser.
Det er også muligt at skrive til Vallensbæk Kommune fra Digital Post, skriv att.: voksensociale indsatser