Madborgerskab

Madborgerskab viser fisk frem til børn ved genåbningsfestivallen af havnen

Maddannelse af børn og unge

I Vallensbæk Kommune arbejder vi målrettet med give børn og unge kompetencer til selv at kunne gå i køkkenerne. Med Køkkentrappen følger vi børnene, fra de starter i dagtilbud, til de går ud af folkeskolen. Formålet er at styrke børnenes madglæde og madmod gennem madoplevelser.

Vi danner fællesskaber over skærebrædderne og styrker sociale relationer med kammerater, familier og medborgere i Vallensbæk.
- Stine og Sune fra Madborgerskab

Køkkentrappen rummer derfor forskellige projekter på forskellige alderstrin, der har til formål at styrke de gode madvaner og hvor børn og unge får køkkenkniven i egen hånd og skal lære at lave mad fra bunden. Du kan læse mere om projekterne i fanerne herunder.

Madborgerskab

Madborgerskab er vores team, som udvikler og afholder projekterne under Køkkentrappen. Det består af Stine Elmer Madsen                                og Sune Hybel Olsen.

Udover Køkkentrappen arbejder Madborgerskab med madorienterede projekter for alle borgere i kommunen. Mød dem også til vores events, hvor de ofte står klar til at udfordre dine smagsløg.

Vil du vide mere?

Kunne du tænke dig at høre mere om de projekter, vi afholder på Køkkentrappen, så er du altid velkommen til at kontakte Madborgerskab:

På første trin af køkkentrappen arbejder Madborgerskab i tæt samarbejde med kommunens ni daginstitutioner. Sammen arbejder vi målrettet på at styrke det pædagogiske måltid, så alle børn har lige adgang til ernæringsrigtige måltider. Men ernæringsrigtige måltider kan ikke stå alene. Derfor arbejder vi med hele personalegruppen omkring afholdelse af det pædagogiske måltid, så rammerne omkring måltidet er med til at styrke madglæden og løfte smagsoplevelsen.

Der afholdes køkkenmøder hvert kvartal med Madborgerskab og køkkenpersonalet. Derudover afholdes der workshops i daginstitutionerne for hele personalegruppen én gang årligt.

På andet trin arbejder vi med overgangen fra madordningen i daginstitutionerne til madpakker i folkeskolen. Vi bygger videre på det gode samarbejde med daginstitutionerne og forbereder børnene gennem smør-selv dage.

Madpakken er en vigtig del af børnenes hverdag og er med til at give energi til at lege og lære nyt gennem dagen. Madborgerskab arrangerer madpakkeværksteder for forældre og børn, som afholdes i brobygningen i maj.  Tilmelding sker gennem aula.

Når først madmodet og madglæden er etableret, er vi klar til at give børnene kniven i egen hånd.

På dette trin af køkkentrappen har vi konceptet ’Fars Køkkenskole’, som er et madlavningskursus for fædre og børn i 2.-4. klasse. Her er humøret højt og opgaverne sjove, så glæden ved at lave sin egen mad kommer i top.  

Fars Køkkenskole forløber over fem eftermiddage fordelt over fem måneder i skolekøkkenerne. Kurset kører i foråret og efteråret, med opstart i henholdsvis september og februar. Har du lyst til at deltage på Fars Køkkenskole, så følg med i aktivitetskalenderen og se hvornår det næste hold kører.

Madborgerskab besøger årligt juniorklubberne og afholder snackworkshops. Eleverne lærer sjove og gode opskrifter, de efterfølgende kan lave i juniorklubberne til at spise om eftermiddagen. Juniorklubberne får alle et hæfte med en masse gode opskrifter, der er lige til at gå til, så man kan lave lige det, man har lyst til. I samarbejde med personalet opfordres børnene til at være med og få ejerskab over eftermiddagsmaden.

På dette trin besøger Madborgerskab folkeskolerne i madkundskabsundervisningen i 5. klasse med vores projekt ’Madgejst’. Her styrker vi elevernes køkkenfærdigheder i at snitte, bage og stege. Vi har fokus på forskellige tilberedningsmetoder, og eksperimenterer med hvordan tilberedning har betydning for smagen. Vi spiser i fællesskab og arbejder målrettet på at servere den bedste mad for hinanden.

På dette trin har vi efterhånden haft eleverne med i køkkenet fra barnsben af, og de er nu helt skarpe på madlavningen og på at følge opskrifter. På dette trin er vi derfor klar til at invitere medborgere ind i skolekøkkenet, og vi får besøg af frivillige ældre fra kommunen i vores projekt ’Mad i generationer’. De frivillige deltager i undervisningen og agerer som køkkenchef for et lille hold elever. Vi laver traditionel dansk mad og snakker om dansk madkultur. De frivillige bidrager med historier ’fra gamle dage’, som ofte giver eleverne måbende ansigter. Fællesskabet, der opstår mellem de to generationer på dette projekt, er helt unikt. Har du som ældre lyst til at være frivillig i dette projekt, så kontakt Madborgerskab på csf@vallensbaek.dk og hør hvornår næste omgang ’Mad i generationer’ er i kalenderen.