Den fornyede og grønnere skolegård har bl.a. fået nye bede, træer og mere tilgængelige skraldespande med flere sorteringsmuligheder. Under indvielsen kunne skolen også hejse det grønne flag for 2. gang - et flag, som er beviset på skolens dedikation til bæredygtighed og miljø.
- I denne omgang har vi særligt arbejdet med vandforbrug, affaldshåndtering og begrønning af vores skolegård, fortæller skoleleder Mette Juel.
Grønnere på flere fronter
Tildelingen af det grønne flag var et resultat af Pilehaveskolens målrettede indsats for at skabe en mere bæredygtig og miljøvenlig skole.
- Skolen har især udmærket sig ved deres grønne vision, hvor de har planer om at udvide Det Grønne Råd og få implementeret et årshjul på skolen, som rummer alle deres grønne initiativer. De grønne initiativer er ikke blot tanker; de har allerede været synlige på skolen og i undervisningen. Eleverne har bl.a. opsat malerier med vandets kredsløb, dyre og planteceller med tilhørende QR-koder. De har lært lokalområdets natur at kende, plantet blomsterfrø og arbejdet med vands tilstandsformer og kredsløb, beskriver friluftsrådet, som står for tildelingen af det grønne flag.
Fortsat høje ambitioner
Bag det ambitiøse grønne arbejde står et stort engageret hold af elever, lærere og ledelse, der sammen har været med til at skabe en mere bæredygtig skole. Forventningen er at fortsætte det gode arbejde og styrke skolens miljø- og pædagogiske indsats i de kommende skoleår for at bevare det eftertragtede Grønne Flag.
Formanden for Det Grønne Råd og elevrådsformand Gustav Overby Rye Nielsen fra 9.b, som klipper det grønne bånd på billedet, kunne også afsløre, at de som noget helt nyt har indført en fast "grøn dag", hvor alle arbejder med nogle idéer, som skal være med til at gøre skolen mere grøn.
Om Det Grønne Flag
Pilehaveskolens deltagelse i Grøn Skole-programmet kræver opfyldelse af syv trin, herunder etablering af et grønt råd og udarbejdelse af en grøn handleplan. Dette program er en del af det internationale Eco-Schools initiativ, hvor over 59.000 skoler i 72 lande deltager, og flere slutter sig til denne grønne bølge. Interesserede kan læse mere om Friluftsrådets Grøn Skole-program på www.groenskole.dk.