Den årlige julefest for seniorer i Vallensbæk Kommune løb af stablen onsdag den 6. december i Idrætscentret, og det blev en festlig eftermiddag fyldt med musik, fællesskab og julestemning.
Arrangementet bød på fornem underholdning fra Guido Päevatalu, kgl. operasanger, og Lars Jørgensen, organist i Vallensbæk Kirke, der med sang, musik og lidt anekdoter satte gang i juleglæden blandt deltagerne. Præst Oliver Stuhr fra Vallensbæk og Helligtrekongers Kirke delte også julebudskabet ved at læse juleevangeliet og fortælle en sjov julehistorie.
Guido Päevatalu, kgl. operasanger, blev akkompagnieret af organist Lars Jørgensen.
Frivillige kræfter bag
Under festen blev der serveret kaffe, kage, knas og julesang, og der var også lodtrækning med heldige vindere ude ved de smukt pyntede juleborde, som frivillige fra Seniorhuset Korsagergaard havde arrangeret.
Alt i alt var Seniorernes Julefest i Vallensbæk Kommune en vellykket begivenhed, der ikke kun gav de ældre borgere en mulighed for at samles og nyde julens glæder, men også satte fokus på fællesskabet og det lokale kulturliv.
Borgmester Henrik Rasmussen og udvalgsformand Jytte Bendtsen (forrest, midterste bord) deltog også i julefesten.