Det er en tradition, at et årsskifte udløser betragtninger om året, der netop er afsluttet – og forudsigelser om det nye år.
Byggeri af plejehjem og dagcenter
For Vallensbæk Seniorråd har 2023 været et travlt år, hvor rådet har afgivet en række høringssvar – bl.a. om forslag til lokalplan for plejehjemsbyggeri ved Gymnasievej. Seniorrådet lægger megen stor vægt på, at der hurtigst muligt igangsættes byggeri af et plejehjem, da kommunen for tiden mangler pladser.
Et andet vigtigt byggeri er udvidelsen af dagcentret på Højstruphave. Her er Seniorrådet repræsenteret i styregruppen for byggeriet. Seniorrådet har også afgivet høringssvar i en række andre spørgsmål, f.eks. om busruterne efter Letbanens idriftsættelse og om ændringerne i affaldssorteringen.
Flere borgermøder
Der er afholdt 3 velbesøgte borgermøder med emner som overgang fra arbejdsliv til den 3. alder og ”Planlæg fremtiden” inden jeg får brug for hjælp fra andre. Her blev emmer som fremtidsfuldmagt, arv og testamente samt behandlingstestamente og organdonation samt bisættelse og begravelse berørt.
I 2024 vil Seniorrådet fortsat have stor opmærksomhed på byggeri af plejehjem og udvidelse af dagcentret, I efteråret skal der være valg af tre medlemmer til Seniorrådet, da valgperioden for John, Gert og Lisa udløber. Der vil derfor være borgermøder herom. Lige nu arbejder Seniorrådet også med emnet for et borgermøde i foråret.
Spørgsmål er altid velkomne
Seniorrådet er altid rede til at behandle spørgsmål, som har betydning borgere, der er fyldt 60 – dog må rådet ikke behandle konkrete personsager. Tøv ikke med at kontakte os på mail: vallensbaek.seniorraad@gmail.com eller telefon 43 73 34 23.
Alle borgere i Vallensbæk ønskes et godt nytår!
Venlig hilsen Vallensbæk Seniorråd