Klima, biodiversitet, miljø, genbrug, vandplaner og naturoplevelser. Vallensbæks lokale Agenda 21-råd er som en seks-sides terning, der på frivillig basis arbejder med mange forskellige vinkler og hver deres hjertesag for at gøre Vallensbæk mere bæredygtig. Derfor vil Agenda 21 fremover kommunikere mere aktivt til borgerne.
- Vi vil eksempelvis gerne have, at flere engagerer sig i biodiversitet og skaber gode levesteder for flere dyr og planter. Så vi vil give ideer til, hvad du kan gøre, uanset om du er en børnefamilie eller pensionist, eller om du bor i lejlighed eller hus, siger Anette Gregersen, medlem af Agenda 21.
Agenda 21 har blandt andet planlagt en ny kampagne om rent drikkevand og initiativer til at gøre Vallensbæk mere pindsvinevenlig.
Samarbejdet går begge veje
Agenda 21 bliver også hørt i alle spørgsmål om bæredygtig udvikling i kommunen. De har blandt andet ønsket bedre forhold for cyklister, at kommunen mindsker lysforureningen og gør det nemmere at genbruge og reparere ting. De er bare nogle af de aftryk, som Agenda 21 kan se i den nye klimaplan.
Både Anette Gregersen og Mogens Bertelsen synes, det har været positivt at komme i så tæt en dialog med både kommunen og dens politikere om den førte politik.
- Fordelen er, at vi kommer med en interesse og et lokalkendskab og en dedikation og engagement, som politikerne kan mærke, siger Anette Gregersen.
Omvendt oplever de også, at de har lært meget af at være tæt inde på de beslutningstagerne.
- Man må starte med at konstatere, at det er meget mere kompliceret end som så, og får man ikke gennemtænkt et initiativ, kan det spænde ben for noget andet. Men det er spændende, og jeg har selv været overrasket over, at der i kommunen er gang i så mange ting, siger Mogens Bertelsen.