Hvordan havde I forberedt jer til festen?
Sebastian: Jeg sad og så Go’ Aften Danmark, som omhandlede aftenen, og hvordan man tilpasser sig bedst muligt derinde. Derudover var jeg inde og købe et jakkesæt fra Jack and Jones med min mor.
Lea: Jeg havde fundet et par inspirationsbilleder til min kjole og fandt den helt rette sammen med min mor. Og så fulgte jeg også med i medierne.
Hvilken følelse fyldte mest dagen inden festen?
Lea: Jeg har det sådan, at jeg aldrig er nervøs før minuttet inden det nervepirrende sker. Så dagen før festen slappede jeg af, da alt, der kunne forberedes, var klar.
Sebastian: Tror mest det var, hvis jeg skulle komme til at sige "God aften Deres Majestæt" forkert. Det blev i hvert fald øvet en del derhjemme.
Hvordan var det at hilse på kongefamilien?
Lea: Jeg var ret nervøs, men de var meget flinke og tog godt imod alle os unge. Jeg husker, at jeg fik hilst på prins Christian og sagt tillykke, som han sagde mange tak for.
Snakkede du også med prinsen?
Sebastian: Ja, jeg snakkede med prinsen om blandt andet skole. Han sagde, at han ikke kunne lide skriftlig samfundsfag.
Hvordan var maden?
Sebastian: Forret var pighvar, fennikel, jordskokker og danske trøfler. Da tjenerne åbnede dørene, kom der en brise af fiskelugt. Trøfler havde jeg heller aldrig smagt, så det var også en sjov oplevelse. Men desserten ”Prins Christians 18-års" kage med ferskner fra Fredensborg Slot var efter min holdning den bedste ret. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en så smagsrig dessert før.
Vidste du, hvor toiletterne var?
Lea: Vi blev advaret, om at det ville være svært at komme på toilettet under middagen på grund af alle de arrangementer, der var. Men efter middagen var det let nok at finde toilettet, da var der kø hele vejen ud af pige- og unisextoilettet.
Hvordan var selve festen efter middagen?
Sebastian: Efter middagen kom der kaffe og te, imens Riddersalen blev pyntet op til Benjamin Hav. Det sjove var, at man på det tidspunkt følte, at det nærmest "bare" var en familiefødselsdag. Så gik man bare lige rundt om Dronningen eller Mary, som om det er "normalt" på en måde. Det var lidt vildt, synes jeg.
Hvad synes du samlet om oplevelsen?
Lea: Jeg synes også, det har været en meget uforglemmelig oplevelse, som jeg værdsætter at have haft muligheden for at deltage i. Kongefamilien og alle gæsterne har været så glade og flinke, at man ikke nåede at blive nervøs for hvad man skulle gøre af sig selv.
Vi er Vallensbæk
Har du en nabo eller ven, du synes er inspirende, eller har du måske selv noget på hjerte, du gerne vil dele med dit nærområde? Så sen os et tip på kommunikation@vallensbaek.dk