I den seneste tid har 2. klasserne øvet sig på en række sange på blokfløjte. Tirsdag havde de fælles blokfløjtedag, og det kulminerede med to koncerter, en for de andre elever og en for deres forældre.
Koncerten var udformet som en musikalsk rejse gennem - blandt andet Spanien, Afrika og Jamaica. Og koncerten sluttede med et brag med Kim Larsens "Joanna".
Undervejs var der et par musikalske overraskelser, hvor dygtige musikskoleelever spillede solostykker på tværfløjte og saxofon.
De ca. 230 elever blev akkompagneret af et orkester med elever fra musikskolen.
Tyngdekraft og kærlighed
Og så var det 4. klassernes tur - i alt 250 elever opførte korværket "Tyngdekraft og Kærlighed" ved tre koncerter torsdag og fredag.
Kor-koncerten tog udgangspunkt i begreberne tyngdekraft og kærlighed, som begge er med til at holde sammen. Sangene blev bundet sammen af en historie om, hvordan man kan lave en drømmeklub, der undersøger, om verden kan opleves på en anden måde.
Begge projekter har givet eleverne en styrket følelse af sammenhold og fællesskab, og de har fået erfaring med musikalsk udfoldelse i samarbejde med andre.
De to projekter er blevet til i et samarbejde mellem Vallensbæk Musikskole og kommunens tre folkeskoler.