Den sammenhængende plan for vejledning - lokalt i Vallensbæk

Uddannelsesvejlederne i Vallensbæk følger de unge fra 6.klasse og frem til de er 30 år. De unge i Vallensbæk møder derfor uddannelsesvejledning og forskellige vejledningsaktiviteter mange gange gennem deres skolegang og ungeliv.

Vi vægter relationen og at være tæt på de unge. Samtidig ved vi, at jo mere man over tid nysgerrigt oplever og erfarer på forskellig vis, jo bedre er man rustet, når man skal træffe uddannelsesmæssige valg.

Med den politiske aftale ”Fra folkeskole til faglært – Erhvervsuddannelser til fremtiden” fra 2018 blev det aftalt, at alle kommuner skal have en sammenhængende plan for vejledningen i deres kommune. Målgruppen er udskolingseleverne og deres forældre.

Eleverne i grundskolen og deres forældre skal opleve, at der er en tydelig sammenhæng mellem de forskellige vejledningsaktiviteter i udskolingen, den øvrige undervisning i folkeskolens fag og emner, uddannelsesvalget og overgangen til ungdomsuddannelser. Eleverne skal opleve, at aktiviteterne og tilgangen er varierede, og at erhvervsliv og ungdomsuddannelser inddrages som aktive aktører i vejledningen og undervisningen.

Målet er, at de unge gennem deltagelse i vejledningsaktiviteterne bliver bevidste om mangfoldigheden i uddannelserne, agerer nysgerrigt og undersøgende, og i sidste ende bliver afklaret i deres uddannelsesvalg.

Vejledningsaktiviteterne skal udfordre de unge, give dem mulighed for at forholde sig åbent og nysgerrigt til uddannelsesmulighederne samt deres eget uddannelsesvalg og dermed udvikle deres beslutnings- og karrierekompetence.

Karrierekompetence danner grundlag for de mange valg børn og unge kommer til at skulle træffe livet igennem ift. at skabe sammenhæng i deres tilværelse mellem uddannelse, arbejde og personligt liv. Karrierekompetence udvikles hele livet igennem, og i skolen kan der i samarbejde med vejledningen dannes et godt fundament for nogle af de mange valg, de unger skal træffe.

Karrierekompetence udvikles gennem karrierelæring. Bill Laws begreb karrierelæring – læring om karriere – betegner børn og unges læreprocesser omkring om uddannelsernes og arbejdets verden, forskellige slags liv at leve, værdier, en selv og andre – og hvordan disse forhold er forbundet med de øvrige dele af livet.

Læring omfatter både erfaringsdannelse og refleksion. Derfor er mange af vejledningsaktiviteterne i skolen bygget op således at eleverne både opnår oplevelse, erfaring og refleksion. Bill Law taler om:

  • At opdage (få indtryk, opleve, få information)
  • At ordne (se forskelle/ligheder og sammenligne)
  • Fokusere (mærke, hvad der er vigtigt)
  • Forstå (forklare og begribe)

Ofte går børn og unge fra oplevelsen af en vejledningsaktivitet (f.eks. praktik eller brobygning på en ungdomsuddannelse) til en vurdering af, om det er noget for dem, eller om det de deltog i, var sjovt eller ej. For at understøtte udvikling af karrierekompetence er det vigtigt, at de hjælpes ind i nogle processer, hvor de får lejlighed til at reflektere mere nuanceret over uddannelses- og jobverdenen og sig selv og andre – og det kan Bill Laws 4 faser være en hjælp til, når man planlægger en aktivitet i enten skolen eller uddannelsesvejledningen.

Kilde: På vej mod karrierekompetence - inspirationshæfte med spørgsmål, som understøtter karrierelæring