Støttende indsatser til børn, unge og familier

Har du eller din familie behov for hjælp til at håndtere sociale eller familierelaterede udfordringer?

Børn, unge og familier, som befinder sig i en vanskelig livssituation, kan få støtte af Vallensbæk Kommune. Hvis du eksempelvis er bekymret for dit barns trivsel, eller hvis du oplever, at hverdagen som børnefamilie er svær at få til at hænge sammen.

Er der tale om mindre komplekse og afgrænsede problematikker, kan det være, at et af vores forebyggende tilbud kan hjælpe. Se boksen i højre side. 

Hvis vi vurderer, at et forebyggende tilbud ikke er nok, kan vi igangsætte støttende indsatser. Det kan du læse om på denne side. 

Har du brug for akut hjælp? Læs mere, om hvordan du kan få akut rådgivning eller hjælp i Vallensbæk Kommune.

 

Hvis vi vurderer, at dit barn har behov for støttende indsatser, som er mere omfattende end det, der tilbydes i de forebyggende tilbud, skal vi iværksætte en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse. 

Hvad er en afdækning?

En afdækning er en kort undersøgelse af forholdene omkring dit  barn, som bliver lavet, hvis der er udtrykt bekymring for dit  barns sundhed eller trivsel fra dig selv eller fra fagpersoner omkring dig. Det kan også være på baggrund af, at du har sendt en ansøgning om handicapkompenserende indsatser. En vigtig del af afdækningen er at inddrage dit barn så vidt det er muligt. Afdækningen består også af samtale med dig som forælder samt eventuelle dokumenter og udtalelser fra relevante fagpersoner, som har viden om forhold omkring dit barn eller familien, fx lærer, psykolog eller jobcenter.

Hvad er en børnefaglig undersøgelse?

En afdækning handler om et eller flere afgrænsede problematikker, mens en børnefaglig undersøgelse er en grundigere undersøgelse, som skal udarbejdes, når der er tale om mere komplekse problemstillinger. Kommunen har pligt til at udarbejde en børnefaglig undersøgelse, hvis der er mistanke om, at et barn har været udsat vold, overgreb eller alvorligt omsorgssvigt. 

Hvordan udarbejdes en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse? 

Afdækningen eller undersøgelsen gennemføres ved, at du som forælder vil blive indkaldt til en samtale hos en børne- og ungerådgiver på rådhuset i Vallensbæk. Samtalen varer 1-2 timer, og du vil her blive stillet forskellige spørgsmål om dine tanker, ønsker og refleksioner omkring dit kommende barn. Du vil også blive stillet spørgsmål til, hvilke ressourcer og eventuelle problemer du ser i din rolle som forælder samt i familiære forhold omkring dit kommende barn.

Børne- og ungerådgiveren afholder også typisk en samtale med dit barn - en børnesamtale. Børnesamtalen afholdes som udgangspunkt af samme børne- og ungerådgiver, som taler med dig som forælder. Samtalen bliver afholdt ud fra barnets alder og modenhed. Samtalen kan afholdes hos jer, på rådhuset, på skolen, eller under en gåtur, alt efter hvad dit barns behov for tryghed er.

Hvis det på grund af barnets alder eller funktionsniveau ikke er relevant med en samtale med dit barn, vil børne- og ungerådgiveren ofte lave en observation af barnet enten i daginstitutionen, i hjemmet eller et andet sted, hvor det er relevant. Børne- og ungerådgiveren vil under observationen have øje for dit barns udvikling.

Barnet har ret til at have en bisidder med til samtalen. Det kan være en voksen, som barnet er tryg ved, fx en lærer.

Du har som forælder ligeledes ret til at medbringe en bisidder under samtalen, hvis du ønsker det. Det kan være rart at have en anden person med, som hjælper med at huske de ting, der bliver sagt. 

Hvad skal afdækningen eller den børnefaglige undersøgelse indeholde? 

Vi undersøger forskellige forhold ved barnets livssituation. Det vil sige, at vi fx vurderer barnets:

  • Udvikling og adfærd
  • Familieforhold
  • Skoleforhold
  • Sundhedsforhold
  • Fritidsforhold og venskaber
  • Andre relevante forhold 

På baggrund af afdækningen eller undersøgelsen tager vi stilling til, om der er behov for, at vi iværksætter særlig støtte til dit barn og / eller hele familien.

Vi vurderer i den forbindelse hvilke støttende indsatser efter barnets lov, der bedst kan hjælpe.

Samtykke

Vi samarbejder med barnet og dig som forælder om at udarbejde en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse. Men hvis vi vurderer, at der skal gennemføres en afdækning eller børnefaglig undersøgelse, skal vi gøre det, uanset om du samarbejder eller ej.

Når der er udarbejdet en handleplan, kan vi yde hjælp og støtte i form af forskellige foranstaltninger efter servicelovens regler om særlig støtte. Det kan blandt andet være:

  • Fast kontaktperson
  • Familiebehandling
  • Anbringelse
  • Aflastning

Formålet med den særlige støtte er at sikre, at dit barn får de samme muligheder for udvikling og trivsel, som andre børn og unge.

Når vi iværksætter særlig støtte for et barn eller en ung, inddrager vi barnets eller den unges synspunkter. Vi vil også så vidt muligt iværksætte støtten i samarbejde med dig som forælder og andre nære familiemedlemmer.

Læs mere om reglerne i barnets lov vedrørende særlig støtte til børn og unge.

Hvis vi iværksætter støttende indsatser til dit barn eller dig, følger vi løbende op på, om indsatsen virker. Det vil fremgå af afgørelsen, hvad formålet med indsatsen er. Børne- og ungerådgiveren aftaler med dit barn og dig, hvordan og hvor ofte I skal tale sammen.

Hvis du og dit barn ønsker det, kan vi sammen udarbejde en plan for, hvordan forskellige aktører skal støtte op om barnets eller den unges udvikling. Det kaldes barnets plan (eller ungeplan, hvis den unge er fyldt 16 år).  

Læs mere om opfølgning og barnets plan på Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside.

Kontakt

Voksen, Familie og Forebyggelse

Forebyggende tilbud

Hvis familiens problematik er enkeltstående og ikke så kompleks, kan en af vores forebyggende tilbud måske hjælpe