Medarbejder- og ledelsesgrundlag

Kvinde læser en A-4 publikation fra stolerække med mange andre deltagere omkring hende

Medarbejder- og ledelsesgrundlaget er en beskrivelse af forventningerne til dig som medarbejder, kollega eller leder i Vallensbæk.

Vi er alle medarbejdere, nogle af os har ledelsesansvar. Derfor har vi samlet beskrivelsen af, hvad godt medarbejderskab og godt lederskab er hos os.

Sammen med blandt andet MED-aftalen, personalepolitikken og Kommuneplanstrategien beskriver de, hvordan vi driver Vallensbæk Kommune og vores nærværsorganisation.

Som medarbejder gør du en forskel, men vores store styrke ligger i vores nærvær og fællesskab. Sammen er vi alle en del af Vallensbæk.

Nærvær, dialog og tillid

Vi samarbejder i MED-udvalg

I Vallensbæk har vi et MED-udvalg. MED står for medindflydelse og medbestemmelse, og i MED-udvalgene samles ledere og medarbejdere på de enkelte arbejdspladser i kommunen. I udvalgene drøfter vi emner som arbejdsforhold, personaleforhold, samarbejdsforhold og arbejdsmiljøforhold. Vi forpligter hinanden på et samarbejde og en kommunikation, som bygger på værdierne i vores nærværsorganisation: nærvær, dialog og tillid.

Som nyansat i Vallensbæk Kommune bliver du introduceret til arbejdet i MED af din leder. Vi ønsker, at alle medarbejdere bidrager aktivt til det gode arbejdsmiljø og et godt MED. Vi er hinandens arbejdsmiljø, og derfor er det vores allesammens ansvar, at der er medindflydelse og medinddragelse på arbejdspladsen.