Vallensbæk mødtes på tværs af generationer

Publiceret 15-09-2026

Rådhuspladsen summede af liv, da børn, unge og voksne fyldte pladsen til årets Høstfestival. Knap 1.000 lagde vejen forbi til en eftermiddag, hvor Vallensbæks mange lokale fællesskaber rykkede sammen.

Rådhuspladsen var godt fyldt op, da store og små samledes til Høstfestival med aktiviteter, underholdning og fællesskab.

Halmballer, madboder og aktiviteter satte fredag rammen om en Rådhusplads, der fra eftermiddagstimerne blev fyldt godt op. Nogle prøvede kræfter med cykelringridning og dåsekast, andre gik på opdagelse mellem boderne, og rundt omkring på pladsen blev der både spist, snakket og fulgt med i underholdningen.

Det gav en eftermiddag, hvor der hele tiden var noget nyt at gå videre til – og hvor både børn, forældre og bedsteforældre kunne være med på hver deres måde.

Der var masser af energi på dansegulvet, da børn og unge prøvede kræfter med hiphop sammen med Michelle Falk.

Hele Vallensbæk var med

En stor del af Høstfestivalen blev skabt af de lokale foreninger, institutioner og borgere, som stod bag aktiviteter og boder. Derfor var festivalen også en mulighed for at møde nogle af de mennesker og fællesskaber, der året rundt skaber aktiviteter i Vallensbæk.

På og omkring scenen blev der samtidig budt på både færøsk kædedans, hiphop og gøglerfest med De Røde Løbere, mens Vallensbæk Musikskole sluttede eftermiddagen af med musik.

Med knap 1.000 besøgende blev årets Høstfestival endnu en stor festdag på Rådhuspladsen – denne gang med plads til både dem, der ville prøve noget nyt, og dem, der bare havde lyst til at slå sig ned og være en del af dagen.