Jannie Johansen har altid været bidt af en gal håndbold; som spiller, som træner og frivillig i foreningslivet. Men en rygmarvsskade har siden 2009 gjort det umuligt for hende at spille selv.
- Jeg syntes, jeg var blevet lidt mere ensom og har ledt efter et andet aktivt fællesskab i flere år, siger hun til Vallensbæk NU. på et borde-bænkesæt foran Vallensbæk Kano og Kajak Club.
Siden juni og ind i august lærer hun at ro kajak sammen med et lille hold af andre mænd og kvinder med handicaps og invaliderende sygdomme.
- I håndbold har du et tydeligt mål: Det er et holdspil, hvor vi er afhængige af hinanden, og det gælder om at score flest mål og så vinde det hele til sidst. Det kan jeg overhovedet ikke bruge her, siger Jannie og griner.
Til gengæld er Vallensbæk Kano og Kajak Club blevet den nye hjemmebane. Klubben og de to frivillige trænere, Niels Kristiansen og Michael Frederiksen, har taget imod med åbne arme.
- Her handler det om at give folk en god oplevelse og mulighed for at finde et fællesskab. Samtidig kommer de ud på vandet og mærker friheden og naturen, siger Niels Kristiansen og fortsætter:
- Michael og jeg plejer at sige, at det at komme ud i naturen kan spare en for mange timer hos en psykolog.
Uden kørestol
Netop det mentale arbejde fylder også for Jannies træningsmakker, Maria Olsen. Hun er på lidt usikre ben netop steget ud af bilen og dumpet ned på bænken og direkte ind i interviewet. Vel at mærke uden brug af den kørestol, hun normalt bruger.
- Her kan jeg bestemme: Jeg kan dreje kajakken, jeg kan sejle baglæns. Jeg kan faktisk sejle hurtigere end min veninde Dorte, der har kørt mig i dag, siger hun og griner.
Da de til sidste træning sejlede helt ud til Køge Bugt, blev Maria ramt af en vild frihedsfølelse.
- Når man normalt sidder i kørestol, er du så begrænset konstant. Altså man kan ikke tage bussen alene uden at være afhængig af buschaufføren, der skal hjælpe dig op i bussen. Men derude på vandet: Jeg var ikke begrænset. Jeg var i øjenhøjde med alle andre, siger hun og mærker lidt vådt i øjenkrogen.
Begge kvinder oplever, at de får skubbet til deres grænser. At turde tage på vandet, når man er fysisk skadet, var en første overvindelse. Men der er heller ikke nogen, der har fripas. Alle gør deres egne kajakker klar og bærer dem eller pagajen ned til inderhavnen.
