Tre klasser cyklede sig til flotte placeringer

Publiceret 03-11-2026

Omkring 2.200 elever deltog i årets Alle Børn Cykler i Vallensbæk. Nu er de tre bedste klasser kåret, og det blev 4.a fra Pilehaveskolen, der løb med førstepladsen.

Vinderklassen 4.a fra Pilehaveskolen sammen med repræsentanter fra Københavns Vestegns Politi og borgmester Henrik Rasmussen.

Der blev trampet flittigt i pedalerne, da skoleelever i Vallensbæk deltog i Cyklistforbundets kampagne Alle Børn Cykler fra den 7. til 20. september. Tilsammen har eleverne registreret, at de har cyklet hele 12.759 dage – tilsammen, og af dem er hele 11.955 dage med cykelhjelm.

Den 3. november kunne borgmester Henrik Rasmussen overrække præmier til de tre klasser, der havde samlet flest cykel- og hjelmdage pr. elev.

Tæt løb mellem vinderne

Førstepladsen gik til 4.a på Pilehaveskolen, der opnåede 28 cykel- og hjelmdage pr. elev og havde husket cykelhjelmen på hver eneste cykeldage.

Lige i hælene fulgte 5.z fra Vallensbæk Skole med 27,89 cykel- og hjelmdage pr. elev, mens 4.c fra Egholmskolen sikrede sig tredjepladsen med 27,45.

– Det er fantastisk at se, hvor mange børn der har været med til at cykle i år. Og det er især dejligt, at så mange husker cykelhjelmen. Det handler ikke om at vinde, men om at få gode vaner med sig og blive tryg i trafikken. Et stort tillykke til de tre klasser og tak til alle, der har været med, siger borgmester Henrik Rasmussen.

Også Københavns Vestegns Politi glæder sig over børnenes cykelindsats og minder om, at det er vigtigt at være synlig i trafikken, når dagene bliver kortere:

– Det er rigtig positivt, at det er lykkedes at få endnu flere børn til at vælge cyklen til og fra skole. Det er en god vane, som man sagtens kan holde fast i, når efteråret og mørket melder sig. Man skal bare huske cykellygterne og gerne reflekser, så man er synlig for de andre trafikanter. Det er en lille ting, der kan gøre en stor forskel for sikkerheden på skolevejen, siger politikommissær Rasmus Stumpe.

Alle Børn Cykler skal inspirere flere børn til at vælge cyklen i hverdagen og skabe gode, sunde transportvaner. Vallensbæk Kommune har deltaget i kampagnen siden 2013.