Vallensbæk Kommune inviterer engagerede borgere ind i nyt Agenda 21-råd

Publiceret03-03-2026

Grønne lokale ildsjæle får mulighed for at præge den bæredygtige udvikling.

I foråret 2026 afholdes valg til et nyt Agenda 21-råd i Vallensbæk Kommune. Rådet bliver en platform for borgere, foreninger, erhvervsliv og andre lokale kræfter, som brænder for natur, miljø og klimavenlige løsninger.

- Agenda 21-rådet bliver et vigtigt forum, hvor engagement og faglighed kan mødes. Her kan medlemmerne dele erfaringer, drøfte idéer og komme med konkrete forslag til endnu flere og endnu bedre bæredygtige løsninger i Vallensbæk, siger borgmester Henrik Rasmussen.

Tradition for lokalt engagement

I Vallensbæk er der en stærk tradition for, at borgere engagerer sig i fællesskabet og tager ansvar for udviklingen af lokalsamfundet. Det gælder også i arbejdet med bæredygtighed. Mange borgere arbejder allerede aktivt med grønne initiativer i hverdagen, i foreninger og i virksomheder. Med det nye Agenda 21-råd får de en fælles ramme for at bringe deres engagement i spil til gavn for hele kommunen.

En grøn sparringspartner

Det opdaterede kommissorium for rådet understreger, at Vallensbæk fortsat ønsker et aktivt og lokalt forankret samarbejde om den grønne omstilling. Rådet skal blandt andet give input til drift af kommunens grønne områder og bidrage med sparring om natur- og miljøspørgsmål samt bæredygtig udvikling.

Bred repræsentation

Det nye Agenda 21-råd kan bestå af op til 10 medlemmer. Fem medlemmer udpeges af Kommunalbestyrelsen, mens op til fem medlemmer vælges ved et åbent valg. Her inviteres foreninger, interesseorganisationer, erhvervsliv og ejerforeninger til at stille op.

For at sikre en stærk lokal forankring skal kandidater enten bo eller have virksomhed i Vallensbæk. På den måde samles lokale kræfter med indsigt i både byens forskellige områder og de mange emner, der knytter sig til bæredygtighed – fra natur og klima til forbrug, fællesskab og byliv.

Valg i april

Valget til Agenda 21-rådet afholdes i slutningen af april. Forud for valget vil kommunen invitere relevante foreninger, organisationer, virksomheder og ejerforeninger til at stille kandidater og deltage i valget. Nærmere informationer om valget vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.

Det nye råd forventes at holde sit første møde i maj 2026.