Stemningen var høj, da Vallensbæks idrætsliv tirsdag aften samledes til den årlige Idræts- & Frivilligfestival i Vallensbæk Vand- og Idrætsby.
Borgmester Henrik Rasmussen åbnede festivalen og takkede de mange fremmødte for deres engagement i foreningslivet.
– I aften er 46 foreninger og omkring 500 mennesker samlet. Det siger alt om, hvor stærkt foreningslivet er i Vallensbæk. Og i aften fejrer vi ikke bare resultaterne – vi fejrer også alle jer, der får det til at ske, sagde borgmester Henrik Rasmussen.
Festivalen er en fast tradition i kommunen, hvor sportslige præstationer og den store indsats bag kulisserne bliver anerkendt. I løbet af aftenen blev der udvekslet historier på tværs af foreninger og uddelt priser til nogle af de frivillige, der gør en særlig forskel. Og så blev der i den grad også klappet ad byens mange medaljevindere.
Fra lokale klubber til internationalt niveau
I løbet af 2025 har udøvere fra kommunens foreninger vundet medaljer ved alt fra Sjællandsmesterskaber til Verdensmesterskaber.
En af dem er kajakroeren Pernille Hostrup, der begyndte som 9-årig i Vallensbæk Kano og Kajak Club. I sommer roede hun sig til bronze ved World Games i Kina. Under Idræts- & Frivilligfestivalen fortalte hun fra scenen om sin rejse fra den lokale klub til den internationale elite – og om hvordan fællesskabet i Vallensbæk stadig er en afgørende del af hendes fundament.
- Det betyder virkelig meget for mig. Det er et stærkt fællesskab, hvor man har lyst til at være – og lyst til at lægge mange timer. Her bliver man bakket op, uanset hvor man er i sin karriere, og der er plads til både ambitioner og glæden ved sporten, sagde Pernille Hostrup.


