Vestegnens glemte kæmper fylder 10 år

Publiceret 22-06-2026

– kom til stor skattejagt og fælles fødselsdagsfejring i naturen.

Vallensbæks glemte kæmpe, Lille Tilde fylder 10 år i år. Det samme gør hendes fem søskende: Sovende Louis, Teddy Venlig, Trine på Bakken, Oskar under Broen og Thomas på Bjerget.

For at markere jubilæet er de seks vestegnskommuner Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk gået sammen om en fælles fejring af de kunstværker, der gennem et årti har fået tusindvis af mennesker til at opleve naturen på nye måder.

Skattejagt med flotte præmier

Fra den 26. juni til den 6. september inviteres borgere og besøgende til at gå på opdagelse i naturen på Vestegnen og gå på jagt efter Vestegnens glemte kæmper.

Som præmier for at finde Vestegnens glemte kæmper udloddes 10 præmier med 5 fribilletter til ARKEN Museum for Samtidskunst, hvor man kan opleve flere af Thomas Dambos trolde og prøve kræfter med selv at bygge en trold i deres ’troldeværksted’. 

På biblioteker og kulturinstitutioner i de seks kommuner kan man hente et skattekort, der guider deltagerne til de seks glemte kæmper. Ved hver kæmpe findes et skilt med kæmpens navn og nummer. Finder man fire eller flere af troldenumrene, kan man deltage i lodtrækningen om billetterne til ARKEN. Troldenumre og kontaktoplysninger indsendes via linket herunder.

Kæmpernes fødselsdag fejres på Naturens Dag

Kæmperne er tæt knyttet til de naturområder, de står i og Thomas Dambos grundlæggende tanke bag træskulpturerne er at rette vores opmærksomhed mod naturen og mindre forbrug og mindre udsmidning. Derfor kulminerer jubilæumsfejringen på Naturens Dag den 6. september.

Alle seks kommuner arrangerer d. 6. september 2026 sjove og familievenlige aktiviteter med udgangspunkt i deres egen kæmpe og områdets særlige natur- og kulturtilbud. Mere information om de lokale fødselsdagsarrangementer offentliggøres løbende på kommunernes hjemmesider, sociale medier og i lokale medier. I Vallensbæk fejres fødselsdagen på Mosens Dag i Vallensbæk Mose.

Vestegnen har kunst af international interesse

De seks kæmper blev skabt i 2016, da kommunerne bag Vestegnens Kulturuge inviterede kunstneren Thomas Dambo til at opføre seks store figurer af genbrugstræ i lokale naturområder.

Dambo gav projektet navnet Vestegnens glemte kæmper og insisterede på, at figurerne skulle gemme sig i naturen, så besøgende selv måtte lede efter dem. Siden da er de seks kæmper blevet populære udflugtsmål for både lokale, nationale og internationale gæster. I dag findes Thomas Dambos trolde over hele verden, men Vestegnens glemte kæmper var blandt de allerførste.

Interessen for Thomas Dambos kunst er fortsat stor. Kunstneren er aktuelt repræsenteret på ARKEN Museum for Samtidskunst i Ishøj med udstillingen The Garbage Man, der vises fra den 24. maj til den 29. november 2026. Udstillingen giver publikum mulighed for at opleve hans karakteristiske univers skabt af genbrugsmaterialer og fortællingen om de trolde, der siden har indtaget naturområder verden over.

VÆR MED I SKATTEJAGTEN

  • Skattejagten løber fra 26. juni til 6. september 2026.
  • Der udloddes 10 præmier med 5 fribilletter til ARKEN Museum for Samtidskunst.
  • De seks glemte kæmper findes i Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.
  • Kæmpernes 10års jubilæum kulminerer med lokale arrangementer i alle seks kommuner på Naturens Dag den 6. september 2026.
  • Link til skattejagten finder du på Hvidovre Kommunes hjemmeside