Store Cykeldag har været afholdt i Vallensbæk siden 2005. Se billederne fra dagen her.
Store Cykeldag samlede cykelglade vallensbækkere
Publiceret 16-06-2026Trods usikre vejrudsigter mødte både børn og voksne talstærkt op til en dag med cykling, leg og hyggeligt samvær.
Omkring 70 vallensbækkere trodsede truslerne om bygevejr og hoppede søndag i sadlen til årets Store Cykeldag i Vallensbæk. Arrangementet begyndte på pladsen foran rådhuset med slalomkørsel og cykelmotoriske lege for de mindste ryttere.
Faktisk var der rekordmange børn tilmeldt, hvilket glædede borgmesteren, der i sin åbningstale nævnte de mange tiltag, kommunen gør for at fremme cykelleg i institutioner og skoler.
– Det er dejligt at se så mange vallensbækkere på cyklerne – både i dag, men også når jeg bevæger mig rundt i byen, ser jeg både børn og voksne trampe i pedalerne. Vi har mange fantastiske stier og grønne områder i kommunen, og Store Cykeldag er en god anledning til at lære dem bedre at kende og opleve vores skønne lokalområde fra sadlen, sagde borgmester Henrik Rasmussen.
Endnu en god familieoplevelse
Kort tid efter gik starten, og i løbet af den 15 kilometer lange cykeltur kom feltet blandt andet forbi Vallensbæk Havn, Idrætscentret, Vallensbæk Mose, Horsestien og Landsbyen – endda i tørvejr og uden punkteringer blandt de mange cyklister.
Efter turen samledes deltagerne på Naturlegepladsen til grillhygge, flere lege og lodtrækning om flotte præmier sponsoreret af Vallensbæk Cykler, SuperBrugsen Vallensbæk og Kultur- og Borgerhuset.
En særlig heldig familie vandt to af de tre præmier og kunne køre hjem med både en ekstra cykel og endnu flere gode familieoplevelser fra Store Cykeldag.
Tak til årets sponsorer
Store Cykeldag kunne ikke gennemføres uden opbakning fra lokale sponsorer. Tak til:
- Vallensbæk Cykler, der sponsorerede en cykel til dagens lodtrækning
- SuperBrugsen Vallensbæk, der sponsorerede en gavekurv
- Kultur- & Borgerhuset, der sponsorerede en bogpakke til børnekonkurrencen
