Stemningsfuld sommerfest i Seniorhuset Korsagergård

Publiceret 19-06-2026

Haven summede af liv, dufte og god stemning, da Korsagergård holdt sin årlige sommerfest onsdag.

Sommerfestdeltagere ved borde i haven på Korsagergård

Det var fyldt godt op i haven på Korsagergård til årets sommerfest.

Sommerfesten på Korsagergård var et tilløbsstykke. Arrangementet var udsolgt med venteliste.  Der blev plads til 175 deltagere i alt, og borgmesteren og vicekommunaldirektøren kiggede forbi og ønskede alle deltagerne en rigtig god sommer.

Fin sæson med både nye og gamle brugere

- Sæsonen er gået rigtig fint. Man kan nævne mange ting, men det jeg tager med mig på sommerferie, er, at der kommer mange nye brugere hele tiden, og det er nødvendigt for husets udvikling. Og de lander i huset på en fin måde. Mange af dem kommer med nogle sjove og skøre idéer og bringer nyt, og de bliver grebet godt af de ’gamle’ brugere, der bærer kulturen her. Det er meget meningsfuldt, lød det fra en glad og tilfreds Simone Mai Päevatalu, der er daglig leder af Korsagergård.

Menuen stod på lækker buffet med vand, vin og øl, kaffe og god musik. Senere på dagen var der ballroomdans – og lodtrækning med gode blomstrende gaver og gavekort til spisebilletter.

Sommerfesten markerede afslutningen på sæsonen, inden huset går på et lidt lavere blus hen over sommerferien.

Læs mere om Seniorhuset Korsagergård

Dansende gæster til sommerfest på Korsagergård

Flere af deltagerne i sommerfesten tog sig en festlig svingom i haven i løbet af eftermiddagen.