Ny sti gør Vandgrunden mere tilgængelig

Publiceret 16-06-2026

Borgere med rollator, kørestol, el-scooter eller barnevogn får snart lettere ved at nyde den grønne oase ved Vandgrunden i Vallensbæk Nord.

En nyanlagt sti med perlegrus

Den første del af den nye handicapvenlige sti ved Vandgrunden er nu færdig.

De første skridt kan nu tages på den nye sti rundt om Vandgrunden i Vallensbæk Nord. Uanset om du færdes med rollator, el-scooter, kørestol eller barnevogn, bliver det fremover lettere at komme rundt i den lille, grønne bylomme. Stien er nemlig ved at blive anlagt som en handicapvenlig sti, efter at kommunalbestyrelsen i det seneste budget besluttede at afsætte 495.000 kr. til at gøre området mere tilgængeligt.

- De grønne byrum er en vigtig del af det gode liv i Vallensbæk. Med den nye handicapvenlige sti rundt om Vandgrunden gør vi det lettere for flere borgere at gå en tur, finde ro og mødes med andre i de grønne omgivelser. Det er med til at styrke både livskvaliteten og mulighederne for et aktivt hverdagsliv, siger borgmester Henrik Rasmussen.

Lige nu er den nordlige del af stien færdig, mens kommunens folk i Vej og Park fortsætter arbejdet med anden etape – den sydlige del af stien. Når den del også bliver færdig, bliver der til sidst opsat skraldespande og bænke med armlæn, så man kan tage et pusterum og nyde udsigten.

Minigraver har gravet ud til en ny sti i et grønt område

Kommunens folk i Vej og Park har først skrabet jord af for at bygge en bredere og mere stabil sti op ved Vandgrunden.

Fakta

Vandgrunden ligger som et bynært grønt miljø mellem Løkkekrogen, Rosenlunden og Vestegnen HF & VUC i Vallensbæk Nord. Dermed er den også tæt placeret på det nyåbnede friplejehjem Louisehjemmet.

Der er omtrent 350 meter rundt om det lille vandhul på Vandgrunden.