For lav tilslutning til fjernvarme i Rendsagerparken

Publiceret 22-06-2026

Vallensbæk Fjernvarme Nord har meddelt forbrugere i Rendsagerparken, samt entreprenører og installatører, at den projekterede omlægning til fjernvarme på Rendsagervej og på Løkketoften, må aflyses.

Bestyrelsesformand i Vallensbæk Fjernvarme Nord, Helle Ullum forklarer i en pressemeddelelse hvorfor:  - Der er simpelthen ikke nok husstande der har tilmeldt sig omlægning til fjernvarme. Derfor må vi aflyse projektet, for så hænger økonomien ikke længere sammen. Det er vi virkelig ærgerlige over i bestyrelsen, for vi arbejder hver dag for at være en aktiv del af at kunne levere stabil, billig og grøn energi til borgere og virksomheder i Vallensbæk Nord, udtaler Helle Ullum.

Kasserer Poul Pabian uddyber: - Hele projektet i Rendsagerparken er lagt til rette ud fra at 65% af husstande i området skal tilmelde sig. Dette har vi været tydelige om i al kommunikation til både husstandene i Rendsagerparken og til entreprenører. Hvis vi gennemfører med færre tilmeldinger, vil det blive dyrere, både for hver husstand der har tilmeldt sig i Rendsagerparken, samt for de eksisterende forbrugere andre steder i Vallensbæk Nord. Derfor må vi selvfølgelig aflyse.

Der er i alt 283 husstande i Rendsagerparken, men kun 147 har tilmeldt sig. For at projektet kunne løbe rundt skulle 65% eller 184 husstande tilmelde sig for at projektet kunne igangsættes. Derfor er det økonomiske grundlag ikke godt nok.

Du kan læse resten på Vallensbæk Fjernvarme Nords hjemmeside.