Motionsstien er klar

Publiceret 01-07-2026

Den nye motionssti med træningsredskaber tæt på Vallensbæk Skole er nu åbnet og klar til brug for alle. Gyngeparken åbner i det tidlige efterår.

Kvinde laver armstrækninger i et nyt flisbelagt motionsområde med diverse redskaber.

Der er etableret flere forskellige træningsredskaber, som du fx kan bruge i forbindelse med en løbetur. Motionsstien ligger ved Landsbyen, på hjørnet af Idræts Allé og Mølletorvet.

Holder du af at træne udendørs her i de sommerlune måneder? Så kan du glæde dig over, at den nye motionssti, der ligger som en del af den nye gyngepark ved Vallensbæk Skole, netop er blevet klar til brug.

Langs stien finder du forskellige motions- og bevægelseselementer, der gør det nemt at kombinere en gåtur eller løbetur med lidt styrketræning. Motionsstien kan også bruges af skolens elever som en del af undervisningen, når de vender tilbage efter sommerferien.

En kvinde går armgang på et stativ af træ og metal midt i en skov

Gyngeparken åbner senere

Havde du set frem til at springe en tur på gyngerne, må du dog væbne dig med lidt mere tålmodighed. Anlægsarbejdet med den nye gyngepark er desværre forsinket og forventes først at stå færdig i slutningen af september eller begyndelsen af oktober.

Når gyngeparken åbner, bliver den et nyt samlingssted for større børn, unge og familier med både høje og anderledes gynger, opholdsområder og belysning, så området kan bruges trygt året rundt.

Indtil da er motionsstien en oplagt mulighed for at komme ud og være aktiv i naturen – og få en forsmag på det nye område, der er ved at tage form. Du finder den på hjørnet af Idræts Allé og Mølletorvet.