Nyt fra borgmesteren

Publiceret02-02-2026

I dette borgmesternyt fortæller borgmester Henrik Rasmussen om nye politiske pejlemærker til tryghed i hverdagen for både byens ældre og børnene, der netop har lært at begå sig i trafikken

Portræt af Henrik Rasmussen

Kommunalbestyrelsen har netop taget hul på en ny politisk periode, og vi er mange, der glæder os til debatterne om, hvordan vi kan sætte kurs for Vallensbæks udvikling frem til 2029. Et af redskaberne til dét er en ny udviklingsstrategi.

Der er lagt op til en både grundig og involverende proces, som vi politikere nikkede til på seneste kommunalbestyrelsesmøde. Til sommer forventer vi at sende et første udkast i offentlig høring, så alle får mulighed for at give input, før strategien endeligt vedtages i oktober. Ambitionen er klar: Vi vil tidligt i valgperioden sætte en tydelig og ambitiøs kurs for Vallensbæk.

Samler kræfterne om ny Ungekulturhus og multisal

Vi har også en stærk ambition om, at det nye Ungekulturhus skal være et samlingspunkt for unge, foreningsliv og kulturliv under ét tag. Et sted med liv, fællesskab og plads til både hverdag og store arrangementer. Derfor nedsætter Kommunalbestyrelsen et særligt politisk udvalg, som skal være styregruppe for projektet.

Udvalget samler politikere fra alle partier, ledere fra Musikskolen og Ungdomsskolen, repræsentanter fra foreningslivet – og ikke mindst unge selv. Det er helt afgørende for mig, at dem, der skal bruge huset, også er med til at forme det.

Nyt navn til beskæftigelsesindsatsen

Vi har også forholdt os politisk til den nye nationale beskæftigelsesreform. Reformen lukker jobcentrene og stiller krav om besparelser. Som kommune får vi større frihed til selv at tilrettelægge indsatsen, og i Vallensbæk har vi givet denne indsats navnet ”Job og Ydelser”.

Vi har en ambition om, at alle bidrager til fællesskabet. Derfor skal flest muligt i job eller uddannelse, men vi er der selvfølgelig også for dem, der har brug for hjælp og støtte til at komme ind på arbejdsmarkedet.

To mænd står i hvide rum og taler med to papkrus i hånden.

Byggeriet af Louisehjemmet og de 16 seniorboliger, der ligger ved siden af, udføres af Scandinavian Property Development A/S.

Tryg overgang fra Rønnebo til Louisehjemmet Vallensbæk

Sidst jeg stod på byggepladsen, så jeg med selvsyn hvor langt det nye friplejehjem er kommet. Louisehjemmet Vallensbæk åbner den 1. juni 2026. Det betyder samtidig, at beboerne i plejeboligerne på Rønnebo flytter samlet over i Louisehjemmet.

Forvaltningen har løbende dialog med både beboere og pårørende, så overgangen bliver så tryg og nænsom som muligt. Herefter bliver plejeboligerne på Rønnebo omdannet til ældreboliger. Dermed får vi flere ældreboliger i kommunen, hvilket forkorter ventetiden på en ældrebolig.

Tak til hverdagens helte

Medarbejderne i hjemmeplejen spiller en helt central rolle i at skabe tryghed i hverdagen – med faglighed, omsorg og nærvær, også når der sker forandringer som for eksempel en flytning. Netop derfor har det været vigtigt for mig her i januar at komme ud og sige tak og ønske godt nytår til dem, ligesom jeg har gjort det hos flere andre medarbejdergrupper i kommunen.

Jeg har også været på besøg i Vej og Park hos de mænd og kvinder, der hver dag arbejder for at vedligeholde og forskønne vores grønne områder og byrum. Og på vores tre folkeskoler, hvor medarbejderne hver dag vækker børns nysgerrighed, giver dem ny viden og skaber rammerne for en god skolehverdag.

Tre 0.klasser på Egholmskolen, Gideonskole og Vallensbæk Skole blev belønnet for deres arbejde med trafiksikkerhed i deres første skoleår.

Byggeriet af Louisehjemmet og de 16 seniorboliger, der ligger ved siden af, udføres af Scandinavian Property Development A/S.

Seje trafiksikre elever

I forlængelse at besøgene på folkeskolerne fik jeg også tid til at stikke hovedet ind i tre 0.-klasser i Vallensbæk, som blev belønnet for deres indsats for trafiksikkerheden i forbindelse med kampagnen “Børn på vej”.

Klasserne modtog hver 1.000 kr. som anerkendelse af deres arbejdet med at lære, hvordan man færdes i trafikken. Vores børn og unge skal være trygge, når de går og cykler til skole – og her har vi voksne et ansvar for både at passe på børnene og gøre dem selvhjulpne i trafikken.

Klar til første dyp

Og så skal vi til det, der føles som årets nyhed. I sidste uge kom datoen for, hvornår vi kan åbne den nye svømmehal i Vallensbæk Vand- og Idrætsby. I kan godt begynde at finde badetøjet frem, for på søndag den 8. februar springer de første vandhunde i bassinerne – og jeg glæder mig!

Svømmehallen er skabt til hele Vallensbæk, og jeg glæder mig til at se børn, familier, foreninger og motionister tage den i brug og gøre den til deres. Hvis ikke I kommer til åbningsdagen, hvor alle billetter allerede er revet væk, så håber jeg, at I finder tid at komme ind forbi i de næste uger til jeres første tur i vores nye svømmehal.