ARKEN fylder 30 år med gratis fødselsdag for alle

Publiceret24-02-2026

Vestegnens kunstmuseum markerer jubilæet 15. marts 2026 med fri entré, kunstoplevelser, musik og aktiviteter for hele familien.

Vestegnens kunstmuseum ARKEN fejrer søndag den 15. marts 2026 sit 30-års jubilæum med gratis adgang og en hel dag fyldt med kunst, musik og aktiviteter for både børn og voksne. Fejringen finder sted fra kl. 9 til 17, hvor alle er inviteret til at deltage i festlighederne.

Gæster kan se frem til performances, koncerter, talks, guidede omvisninger og kreative værksteder – samt gratis fødselsdagskage. Skuespiller og journalist Helin Erdem er konferencier og binder dagen sammen.

En fødselsdag for hele Vestegnen

ARKEN åbnede i 1996, og 30-års jubilæet markeres med et program, der samler mange af de aktiviteter, museet arbejder med i det daglige.

I løbet af dagen kan gæster opleve live musik, performances, talks og omvisninger i udstillingerne. I rummet Botanical Garden (Detlefssalen) foregår en række THIRD SPACE-aktiviteter med blandt andet DJ-sets, liveoptrædener og en panna-turnering, ligesom der senere på dagen opføres traditionel tyrkisk folkedans.

Oplevelser for børn og familier

Der er også lagt vægt på aktiviteter for de yngste. I ARKEN Kids kan børn og familier deltage i kreative værksteder, hoppe i hoppeborge, få lavet ballondyr og gå på opdagelse i museets børnevenlige tilbud.

Familier kan desuden udforske udstillingerne sammen eller deltage i særlige aktiviteter og workshops målrettet børn.

Limousine fra Ishøj Station

Som en del af fejringen genopføres kunstværket Cadillac White Lady – Soundtrack for a Social Transgression af Henrik Plenge Jakobsen. Her kan gæster blive kørt gratis i limousine mellem Ishøj Station og ARKEN – præcis som ved museets åbning i 1996.

Der vil desuden være filmvisninger, kunstnersamtaler og performances i udstillingerne i løbet af dagen.

HVAD, HVOR OG HVORNÅR

ARKENs 30-års fødselsdag finder sted søndag den 15. marts 2026 kl. 9–17 med fri entré for alle.

Museet opfordrer alle til at kigge forbi – hvad enten man vil være der en time eller hele dagen.

Adresse: ARKEN Museum for Samtidskunst, Skovvej 100, 2635 Ishøj

Læs mere om åbningen HER