På små ben i kunsten

Publiceret 10-08-2026

Hvert år besøger alle Vallensbæks 4-årige ARKEN Museum for Samtidskunst. Gennem leg, sang, bevægelse og fantasi får børnene en sanselig introduktion til kunstens verden.

billede af børn der ser på kunst

Kort før sommerferien besøgte de sidste dagtilbudsbørn født i 2022 ARKEN Museum for Samtidskunst som en del af samarbejdet mellem kommunen og museet.

Besøgene er tilrettelagt, så børnene kan opleve kunsten på deres egne præmisser.

I år er det bogen ’Den er fin, appelsin’, som børnene har fået læst højt i deres dagtilbud omsat til legende aktiviteter.

Jordbærfødder og ananasmund

På museet har børnene bygget fantasifulde figurer af farverige frugter og grøntsager. En vandmelon bliver til en mave, en gulerod til en næse og jordbær til fødder. Samtidig øver børnene sig i at samarbejde, lytte til hinanden og vente på tur.

Turen gennem museet foregår blandt andet med den såkaldte ”appelsinbus”, hvor børnene bevæger sig fra rum til rum. Undervejs bliver der sunget sange, leget med ord og sat bevægelse på fantasien.

Børnene møder også museets store løveskulpturer, som inspirerer til både løvebrøl og rolleleg.

Et trygt møde med kunsten

Målet er ikke at finde de rigtige svar, men at give plads til nysgerrighed, fantasi og nye oplevelser. Med kroppen forrest får børnene mulighed for at undersøge kunstværkerne i et trygt og legende læringsrum, hvor alle kan være med.

børn der kigger og peger på kunst
KUNSTOPLEVELSER

Seks år med kunst for de yngste

2026 er sjette år i træk, at alle Vallensbæks 4-årige besøger ARKEN. Besøgene er en del af et fast samarbejde mellem Vallensbæk Kommune og ARKEN, som skal give børn adgang til kunst og kreative læringsfællesskaber allerede fra børnehavealderen. Børnene besøger museet i små grupper, og forløbene bliver forberedt sammen med pædagogerne hjemme i daginstitutionerne.