Oplev Tessa, Sanne Salomonsen og flere andre til Letbanens åbningsfest

Publiceret 06-08-2026

Når Hovedstadens Letbane åbner i sin fulde længde, bliver det med musik fra Tessa, Sanne Salomonsen, Peter Sommer og flere andre kunstnere ved en stor folkefest i Gladsaxe. Derudover kan publikum opleve teater, science-shows og aktiviteter for hele familien.

Kunstneren TESSA

Lørdag den 22. august kan borgere fra hele hovedstadsområdet se frem til Tessa, Sanne Salomonsen, Peter Sommer, Sofie1998, Ankerstjerne og WOLTER på scenen ved Gladsaxe Rådhus, når Letbanens åbning fejres med livekoncerter og musik gennem hele dagen.

Rundt om folkefesten byder området desuden på science-shows fra DTU, streetart, teater, sports- og spejderaktiviteter samt oplevelser for hele familien.

Sceneprogrammet til den fælles folkefest i Gladsaxe starter kl. 11.00. Programmet byder blandt andet på en officiel åbningsceremoni med taler og teater fra kl. 11.45 til 12.15 efterfulgt af et bredt og folkeligt musikprogram med flere kendte danske kunstnere frem til kl. 16.30.

Det samlede program for åbningsdagen, herunder folkefesten i Gladsaxe og de lokale aktiviteter langs Letbanens stationer, kan ses på www.dinletbane.dk/aabning

Sanne Salomonsen

Program for åbning Lørdag den 22. august 2026

Kl. 10.00-15.00: Lokale aktiviteter langs strækningen

Kl. 10.30-11.30: Indvielsestur for inviterede gæster med afgang fra Rødovre Nord 

Kl. 11.00-16.30: Folkefest ved Gladsaxe Rådhus

Kl. 11.45-12.15: Officiel åbningsceremoni med taler og teaterforestilling

Omkring kl. 11.30 – cirka en time efter indvielsesturens start – forventes Letbanen at være i fuld drift på hele strækningen i begge retninger. Driften udvides gradvist i takt med, at indvielsestoget passerer stationerne, og snoreklipningerne gennemføres.

Gratis kørsel: Hele dagen med Letbanen og bus 300S

Fakta om Hovedstadens Letbane

Letbanen kører i dag fra Ishøj til Rødovre Nord (12 stationer)

Efter åbning den 22. august kører Letbanen fra Ishøj til Lundtofte (29 stationer)

I den første periode efter åbningen indkøres og stabiliseres driften på den samlede letbane. Der køres i dagtimerne på hverdage og lørdage med afgange hvert 5.-8. minut. De konkrete afgangstider findes i Rejseplanen og på stationerne. Hovedstadens Letbane arbejder fortsat hen imod stabil drift med afgange hvert 5. minut

Letbanetoget er indrettet med fire flexområder, hvor der er plads til kørestole, barnevogne og cykler. Passagerer kan gratis medbringe cykel i letbanetoget  

Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030 

Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk

KOM OG VÆR MED

Sådan fejrer Vallensbæk letbaneåbningen

På rådhuspladsen – lige mellem letbanestationen og S-togsstationen – er der masser at opleve  mellem kl. 12.00 og 15.00.

Mød ballonmanden, prøv sjove spil, køl af med vandleg ved springvandet, og deltag i konkurrencer med præmier på højkant.

Det Gyldne Brød byder på lidt godt til ganen, og du kan få inspiration til oplevelser langs Letbanen og de mange muligheder for at komme rundt på cykel i Vallensbæk.