Med en million kroner i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje bliver Vallensbæks Kultur- og Borgerhus omdannet til et mere åbent, fleksibelt og tilgængeligt mødested for endnu flere.
– Projektet ligger i naturlig forlængelse af vores mangeårige arbejde med at styrke fællesskaberne. Med fondsstøtten kan vi løfte Kultur- og Borgerhuset til et nyt niveau, hvor huset ikke bare bliver et sted, hvor fællesskaber mødes, men også et sted, hvor fællesskaber fødes, siger borgmester Henrik Rasmussen.
Et hus med det hele – for alle
Kultur- og Borgerhuset er i forvejen et centralt samlingspunkt med bibliotek, borgerservice samt studie- og mødefaciliteter, men der har manglet bedre rammer til ophold og fællesskab. Med renoveringen skabes nye muligheder – især udenfor, hvor der bliver plads til små arrangementer og koncerter samt aktiviteter for børnefamilier og spontane møder.
Fleksibilitet og udeaktiviteter
Studie-og mødefløjen får mere attraktive fællesområder til ophold og aktiviteter, og udearealerne opgraderes med overdækning, nye møbler og bedre adgangsforhold – blandt andet via en ny rampe til kørestole, barnevogne og rollatorer. Samtidig installeres energibesparende LED-belysning både inde og ude.
Rammer der skaber fællesskaber
– Vi får mulighed for at skabe nogle helt andre rammer for både de planlagte aktiviteter og de mere uformelle møder. Det bliver et sted, hvor man får lyst til at blive – også bare for at tage en kop kaffe eller mødes på tværs af generationer,” siger Peter Høybye, leder af kultur, borgerservice og fritid i Vallensbæk Kommune.
Udviklingen vil have fokus på samskabelse, så huset i endnu højere grad afspejler lokale behov og ønsker.

