Et stigende antal danskere går i alkoholbehandling, og det er faktisk en god nyhed, for der er mange, som har gået rundt med et alkoholproblem i mange år uden at søge behandling. I Vallensbæk kommune har vi i 2024 også haft flere i behandling.
Flere søger hjælp – og det er positivt
Men barrieren for at gå i behandling, kan for nogen være, at man ikke bliver spurgt til sit alkoholforbrug eller får talt med nogen om det. I en ny undersøgelse foretaget af Voxmeter for Alkohol & Samfund viser det sig, at 74,7% er enige i, at det kan være svært at tale om alkoholproblemer i den nærmeste familie og omgangskreds. Samme spørgsmål har været stillet danskerne de foregående to år, og i 2023 angav kun 44,6%, at det er svært at tale om alkoholproblemer.
Det sværeste er at tale om problemet
Alkolinjen rådgiver mere end 4.000 danskere hvert år på telefon, chat eller brevkasse, og lederen Bjarne Stenger Elholm opfordrer da også til, at man tager mod til sig og rækker ud til hinanden og bruger de kommunale tilbud:
- Alkohol og alkoholproblemer fylder alt for meget i vores samfund. Vi skal blive ved med at insistere på at aftabuisere og afstigmatisere, for alkoholproblemer kan ramme os alle sammen. Alkoholafhængighed kan være en lidelse på linje med andre kroniske sygdomme, og vi bør blive bedre til at tale om det og reagere tidligere.
- Bjarne Stenger Elholm.