Copenhagen Golf Center, også kaldet CGC Golf Klub, i Vallensbæk gjorde det igen i år muligt at spille golfturneringen Pink Cup til fordel for Støt Brysterne.
104 golfspillere sørgede hver især for, at dagen blev en fest med godt humør, bundet op på et ualmindeligt godt klubfællesskab. Det fortæller Lis Hejlesen Carl på vegne af de frivillige.
- Sidste år fik vi samlet 84.130 kr. Vores håb i år var, bare det blev lidt mere. Vi fik samlet i alt 100.789 kr. registreret i Støt Brysterne – Kræftens bekæmpelse. Vi blev nr. 2 af i alt 72 deltagende golfklubber i Danmark. Vi er SÅ stolte og glade, siger Lis Hejlesen Carl.
Både store og små bidrag tæller
Hun sender også en tak til alle deltagere, erhvervsdrivende i omegnen og lokale erhvervsdrivende i Vallensbæk, der har bidraget med præmier eller kontanter.
- Det er fantastisk, hvad der kan lade sig gøre, når alle giver et bidrag, stort eller småt – alt tæller. Vi gør det igen i august måned næste år 2026, siger hun.
Udvalget der står bag, har arbejdet på sagen siden april måned med planlægning, administration, udsmykning, sponsorer, auktioner, logistik, registrering og salg mv.
Pink Cup blev afholdt den 31. august 2025, og resultatet blev offentliggjort den 19. september.