Dagtilbud dyrker fællesskabet på Maddag

Publiceret 26-09-2025

Fra gulerødder til græskar – Vallensbæks dagtilbud satte farve på fællesskabet, da årets Maddag blev afholdt.

Onsdag den 24. september deltog Vallensbæks dagtilbud i den landsdækkende Maddag, hvor temaet i år var farven orange. Rundt om i kommunen blev der serveret retter med blandt andet gulerødder, græskar og andre råvarer, der gav børnene både nye smagsoplevelser og farverige tallerkener.

I Vallensbæk er madordninger en fast del af hverdagen – alle daginstitutioner har deres eget køkken, hvor børnene hver dag får sund og varieret mad. Derfor blev Maddagen ikke bare en festdag, men også en anledning til at hylde de medarbejdere, som hver dag får måltiderne til at fungere – både i køkkenet og sammen med børnene.

Madborgerskab understøtter arbejdet i køkkenerne og sætter fokus på måltidet som fællesskab. På Maddagen blev det tydeligt, hvordan maden kan samle, skabe glæde og give børnene nye oplevelser.

FAKTABOKS

  • Op til 70 % af børns daglige energibehov dækkes i daginstitutionen
  • I Vallensbæk har alle en dagtilbud en madordning
  • Maddag afholdes hvert år på tværs af landet for at fejre måltidet som fællesskab.