Lyse og rummelige lokaler. Brede gange med plads til kørestole, og et venteværelse med plads til leg. Sådan fremstår den nyåbnede tandklinik på Pilehaveskolen, der tirsdag den 28. oktober bød de første gæster indenfor.
Borgmester Henrik Rasmussen bød velkommen og fremhævede i sin tale det gode samarbejde med entreprenør VVS-Jess A. Olsen og rådgiver Erik Arkitekter:
- Resultatet af jeres gode arbejde taler for sig selv. Man får næsten lyst til tilbringe et par timer her i tandklinikken, spøgte borgmesteren og fortsatte:
- Det har været en fornøjelse at se, hvordan I har lagt liv og sjæl i projektet og gået med på idéen om at bygge en tand, man kan lege i. Jeg er sikker på, at den kommer til at blive flittigt brugt af de mindste, sagde Henrik Rasmussen.
Dobbelt op
Tandklinikken er næsten blevet dobbelt så stor, og antallet af tandlægestole i klinikken på Pilehaveskolen er nu vokset fra tre til seks stole. Den nye tandklinik samler alle behandlingstilbud under ét tag og tilbyder nu også avancerede faciliteter.
- Vi glæder os allermest over, at vi har fået meget mere imødekommende lokaler, og vi håber, det også bliver et trygt sted at komme for alle de børn, unge og ældre, som vi hjælper her i tandklinikken, siger leder af tandplejen Mille Tuxen Grandeville.