En ny hverdag med Letbanen i Vallensbæk

Publiceret 28-10-2025

Letbanen er kommet til Vallensbæk og markerer begyndelsen på en ny hverdag for mange borgere. Med tre nye stationer er det blevet nemmere at komme rundt – både til arbejde, uddannelse og fritidsaktiviteter.

Søndag den 26. oktober blev åbningen af Letbanen fejret sammen med flere end 1.000 borgere i Vallensbæk. Der blev spillet over 300 spil letbane-bingo, spist 1.500 grønne letbane-træstammer og nikket anerkendende til de nye tog, som fremover bliver en fast del af bybilledet. I alt kørte omkring 15.000 passagerer med Letbanen på hele strækningen denne dag, og stemningen var høj – mange lagde vejen forbi for at være med til at markere dagen.

En del af hverdagen

Allerede mandag morgen stod de første passagerer klar på perronen ved de tre nye stationer i Vallensbæk – Strandhaven, Vallensbæk og Delta Park. Letbanen kører hvert 10. minut i dagtimerne og har god plads til både barnevogne, cykler og kørestole. Den gør det nemt og bekvemt at komme rundt i hele området langs Ring 3.

Fra sommeren 2026 bliver det muligt at køre hele vejen til Lundtofte nord for Lyngby. Det betyder, at Vallensbæk får direkte forbindelse til en række større arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og kulturtilbud.

En del af byens udvikling

De tre nye stationer er blevet naturlige mødesteder i Vallensbæk og indgår som en vigtig del af byens udvikling. Letbanen skaber nye forbindelser – både inden for og uden for kommunen.

Som borgmester Henrik Rasmussen sagde ved åbningen:

- Letbanen passer perfekt til Vallensbæk. Den gør det lettere at leve det liv, vi gerne vil her – tæt på naturen, tæt på fællesskabet og med nem adgang til alt det, vi bruger byen til i hverdagen.