Ny kortlægning af indsatser mod overvægt for børn, unge og voksne

Publiceret 08-11-2024

Vallensbæk og Hvidovre Kommuner har, i samarbejde med Sundhedsklynge Syd, kortlagt de eksisterende tilbud for personer med overvægt på tværs af ti kommuner, praktiserende læger og hospitaler. Denne kortlægning samler indsatserne mod overvægt for børn, unge og voksne og giver et klart overblik over de nuværende tilbud.

I starten af 2023 besluttede Sundhedsklynge Syd at sætte fokus på en tværsektoriel indsats mod overvægt. Vallensbæk Kommune har stået i spidsen for børne- og ungeområdet, mens Hvidovre Kommune har haft ansvaret for voksenområdet.

Rapporten er udarbejdet i tæt samarbejde med både fagfolk og borgere, der har erfaring med at leve med overvægt, og bygger på omfattende dataindsamling fra januar til juni 2024.

Kortlægningen fremhæver vigtige behov som en fælles kommunikationsplatform og bedre koordinering af tilbuddene, hvilket kan gøre det lettere for familier og borgere at finde og benytte de relevante indsatser. Samtidig peger anbefalingerne på en mere helhedsorienteret tilgang, som skal sikre større ensartethed og tilgængelighed gennem en standardiseret model.

Læs mere om arbejdet

Rapporten er nu tilgængelig for offentligheden. Læs hele rapporten og bliv klogere på, hvordan vi arbejder for at skabe bedre rammer for alle aldersgrupper i Sundhedsklynge Syd. Den politiske behandlingen af anbefalingerne afventer i foråret 2025.

Ønsker du at høre mere om rapporten og resultaterne fra Vallensbæk, kan du kontakte Tilde Skjærlund Jensen, Sundhedskonsulent i Center for Sundhed Familie Social Fritid, Vallensbæk.

Sundhedsklynge Syd

Der er etableret politiske sundhedsklynger omkring de 5 akuthospitaler i Region Hovedstaden med det formål at styrke sammenhæng og sikre bedre forløb på tværs af sektorer.

I Sundhedsklynge Syd indgår Amager Hvidovre Hospital, Albertslund, Brøndby, Dragør, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Tårnby og Vallensbæk kommuner, samt almen praksis.