Det er blevet tid til at se tilbage på året, der er gået i Vallensbæks levende foreningsliv. Hver eneste dag gør frivillige ildsjæle en indsats for at give gode oplevelser videre til børn, unge og ældre i Vallensbæk. De frivillige er en gave for Vallensbæk og derfor skal de hyldes for deres enorme indsats.
Ny frivilligpris 'Årets Tandhjul'
Som noget helt nyt er det muligt at indstille til 'Årets Tandhjul', som er Vallensbæks helt nye frivilligpris. Årets Tandhjul er en pris, der gives til den frivillige, der tager det lange seje træk og dermed fungerer som foreningens vigtige tandhjul. Årets Tandhjul skal have været frivillig i foreningen i mindst 10 år. Og som sædvanlig er det også muligt at indstille til Årets Ildsjæl, Årets Initiativ og Årets Ungdomsleder.
Du kan læse mere om de fire frivilligpriser og indstille din kandidat på www.vallensbaek.dk/frivilligpriser. Alle kan indstille personer til en frivilligpris. Fristen for at indstille til frivilligpriserne er mandag d. 5. februar 2024.