Her er årets vindere af Hackathon 2024

Publiceret 17-12-2024

9. klassernes innovative løsninger imponerede ved årets Hackathon.

vindere af årets hackathon. 5 glade piger som jubler. Dommerpanel som klapper af dem.

Torsdag den 5. december blev finalen på årets Vallensbæk Hackathon afholdt, og det blev en dag fyldt med kreativitet, engagement og bæredygtige løsninger. Over tre dage havde alle kommunens 9. klasser arbejdet med at udvikle idéer, der adresserer udfordringer inden for bæredygtighed – både i Danmark og lokalt i Vallensbæk.

Finalen samlede hold fra hver klasse, der skulle præsentere deres idéer for et dommerpanel bestående af repræsentanter fra erhvervslivet, eksperter og borgmester Henrik Rasmussen.

Eleverne benyttede moderne værktøjer som VR-scenarier, app-prototyper og kunstig intelligens i deres projekter og præsenterede deres løsninger med stor kreativitet gennem blandt andet plakater og selvdesignede t-shirts.

Vindere med visioner

Årets vinderhold kom fra Pilehaveskolen:

  • "Don’t Worry" – en app mod madspild fra 9.a, der kombinerer opskrifter og bæredygtige vaner.
  • "Motion Power" – en cykelmotionsidé fra 9.b, der fremmer sundhed og grøn energi.

Begge vinderhold blev belønnet med penge til klassekassen – en gave, der skal styrke fællesskabet i deres sidste år i folkeskolen.

Tak til dommerne

Arrangementet blev bakket op af et stærkt dommerpanel, som inkluderede repræsentanter fra virksomhederne Takeda, Matrix Sales, CapGemini, Atea, GoTutor og tænketanken Concito. Dommerne var imponerede over elevernes idéer og fremhævede deres evne til at kombinere teknologi, bæredygtighed og kreativitet.

Hackathon 2024 har endnu en gang vist, hvordan unge kan bruge deres kompetencer og nytænkning til at skabe løsninger, der kan gøre en forskel – både lokalt og globalt.