Børn, politi, fodbold og høj sol

Publiceret 12-06-2023

Der blev svedt godt i solskinnet, da omkring 300 børn og unge fra fritids- og ungdomsklubber i vestegnskommunerne spillede fodbold med politi- og brandfolk ved Brøndby Stadion.

Vejret kunne ikke have været bedre, da over 30 hold med fodboldpiger og -drenge fra hele Vestegnen deltog i Vestegnens Politi-cup lørdag.

Der blev spillet fodbold, grinet og hygget, og i pauserne var der sodavand, gang i grillen, eSport, bordfodbold og fremvisning af brandvæsenets køretøjer og politiets patruljevogne, motorcykler og hunde.

- Vi vil gerne skabe venskaber og tillid mellem børn, unge og myndigheder. Vi vil gerne vise, at der bag politi- og branduniformen er et menneske, man kan tale med og få hjælp fra, hvis der er brug for det. Det kan sådan et stævne være med til – her kan alle have det sjovt, hygge sig og tale uformelt sammen om alt muligt, siger politikommissær Anja Høpfner, Københavns Vestegns Politi.

Samarbejde på tværs

Piger fra Frydenhøjklubben i Hvidovres dansehold og Glostrup Musikskoles cheerleaders gav flotte opvisninger i løbet af dagen.

Alle deltagere fik en særlig ’Vestegnens Politi-cup 2023’-trøje med hjem fra dagen.

Det var tredje gang, at Vestegnens Politi-cup blev afviklet på mindre baner ved Brøndby Stadion.

Brøndby IF stillede stadionfaciliteter til rådighed, og kommunerne i Albertslund, Ballerup, Brøndby, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk kommuner stod for stævnetrøjer og holdkoordination med fritids- og ungdomsklubberne.

 

Vindere af Vestegnens Politi-cup 2023

Cup-vinderne blev:

• ’Ungdomsklubbernes A-finale’: Klub Valhøj, Rødovre

• ’Ungdomsklubbernes B-finale’: Bredalsparkens Fritidscenter, Hvidovre

• ’Fritidsklubbernes A-finale’: Ungehuset Hedemarken, Albertslund

• ’Fritidsklubbernes B-finale’: Klub Valhøj, Rødovre

(Se flere billeder og video fra stævnet på Facebook)