Nye bump ved Egholmskolen

Publiceret 15-12-2023

Bumpene ved rundkørslen ved McDonalds bliver nu permanente, og nye bump bliver etableret ved rundkørslen ved Vallensbæk Torvevej og Kollerupvej. Alt sammen for at sænke farten og øge trygheden for skoleeleverne i trafikken.

Hastigheden skal ned, så skolebørnene kan komme sikkert igennem morgen- og eftermiddagstrafikken. Det er motivationen for, at Vallensbæk Kommune har søgt om at få udbredt den midlertidige ordning med bump ved alle ind og udgående spor af rundkørslen ved Vallensbæk Torvevej/ Strandesplanaden/ Vallensbæk Stationstorv, også bedre kendt som McDonaldsrundkørslen.

Bumpene, der er relativ kraftige, har sænket hastigheden effektivt, og det er den selvsamme slags der nu også etableres i rundkørslen ved Vallensbæk Torvevej/ Kollerupvej. Også her sænkes hastigheden til 30 km/t.

Kort over den relevante rundkørsel

De nye bump bliver etableret nu på søndag den 17. December i tidsrummet kl. 6.00-12.00. 

Bumpene ved McDonalds-rundkørslen blev etableret tilbage i marts, da letbanebyggeriet sendte flere bilister ned ad Vallensbæk Torvevej.