Forfatterbesøg i Kultur- og Borgerhuset

Publiceret 10-08-2023

Antropolog og forfatter Henrik Hvenegaard Mikkelsen gæster vores Kultur- & Borgerhus d. 5. september kl. 19-21.

Kom og oplev Henrik Hvenegaard Mikkelsen, som fortæller om sin bog 'Børnevælde', der stiller skarpt på det paradoks, der rejser sig i den offentlige debat i dag. Det er helt gratis, men du skal tilmelde dig her: Henrik Hvenegaard Mikkelsen: Antropologens håndsrækning til maste forældre (pretix.eu)

Hvordan kan det øgede fokus på børns trivsel samtidig være med til at skabe mistrivsel? Der er ingen løftede pegefinger blot en tankevækkende og kærlig håndsrækning til maste forældre. 

Antropolog og forfatter Henrik Hvenegaard Mikkelsen har studeret børneopdragelse og familiekonstellationer i alverdens kulturer og på dén baggrund skrevet bogen ”Børnevælde – Antropologens håndsrækning til maste forældre”, der udkom i 2023.

HENRIK HVENEGAARD MIKKELSEN er Ph.d. i antropologi fra Aarhus Universitet. Han har tidligere skrevet En historie om mennesket sammen med bl.a. Rane Willerslev.

Om bogen 'børnevælde'

Forældre bombarderes med krav om, at de skal opkvalificere deres børn til at blive en god ressource. Det gør børnenes dagligdag voksenstyret, mens forældrene selv udbrænder imellem pjecer om trivsel, glade børn, sunde madpakker og legegrupper. 

Løsningen er at holde op. Lade børnene være. Sende dem ud på egen hånd. Hvis børnene får lov, lærer de lige så meget af deres omgivelser som af deres forældre. De er nemlig fra tidernes morgen forprogrammeret til leg og imitation og til at udvikle sig. 

Vi har et slægtskab med mere end 10.000 generationer af Homo Sapiens. Vores forfædre kunne tilpasse sig uberørte afkroge af kloden og opfostre børn, som skulle klare mange ting på egen hånd, trives og overleve, og det kan give os rig inspiration til at løse forældreopgaven på en ny måde i dag.