Veteraner blev hyldet

Publiceret 05-09-2022

I dag mandag den 5. september afholdtes den årlige flagdag, hvor de veteraner som har tjent Danmark i nogle af verdens brændpunkter, hyldes.

Veteraner i alle aldre var i dag mødt op på Vallensbæk Rådhus, for fortjent at høre borgmesterens hyldest til dem og deres kære, for den indsats de har gjort rundt omkring i nogle af verdens brændpunkter. Flagdagen blev holdt første gang i 2009, så det var 14. gang i dag.

Alene i Vallensbæk bor der 81 personer, der har været udsendt til så forskellige steder som blandt andet Afghanistan, Balkan, Bosnien, Congo, Cypern, Eritrea, Gaza, Italien, Jugoslavien, Kosovo, Kroatien og Somalia.

Vallensbæk borgmester, Henrik Rasmussen holdt tale og kom blandt andet ind på situationen i Ukraine og vor vigtig veteranernes indsats har været i kampen for demokrati og frihed.

Han sagde, at Ukraines kamp mod Rusland er en kamp, vi ikke kan tåle at tabe. Og at vi altid skal være klar til at kæmpe for vores frihed, og ikke tage den for givet.

Børnemedaljer

Igen i år blev der uddelt børnemedaljer til de børn, som har haft en forælder udsendt, og som ikke har fået en medalje før. Det er en stor del af en families liv at have en forælder, der er udsendt til et område i verden, hvor der har været krig.

Derfor modtog Gustav på 12 år, hvis far, Thomas Vestergaard, har været udsendt i Somalia (Aden Bugten), årets børnemedalje.