Morgenluften gør eleverne mere friske og klar til at lære, når skoledagen starter. Cykling styrker både sundheden og evnen til at klare sig selv i hverdagen – og ikke mindst er det med til at grundlægge grønne transportvaner tidligt i livet.
I Vallensbæk er der allerede en god cykelkultur, men der er stadig plads til flere børn og voksne på cykelstierne. Derfor har Vallensbæk Kommune i snart tre år arbejdet målrettet med indsatsen Vallensbæk Skoler Cykler, som skal styrke cyklingen på kommunens tre folkeskoler.
Indsatsen er finansieret af EU-midler (213 millioner kroner til 16 nye projekter, der går på tværs af grænsen | Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak) hvor Vallensbæk Kommune sammen med 15 andre projekter, arbejder for grønnere mobilitetsløsninger. Projektmidlerne udløber til sommeren 2026.
Hvad skal der til for at cykle mere i skolen?
I dialog med lærerne er det blevet tydeligt, at mere cykling i skoletiden kræver:
- god planlægning og kommunikation
- adgang til cykler, når klassen skal på tur
- at alle elever kan kunne cykle sikkert
Mange lærere oplever nemlig, at manglen på cykler – og usikre cyklister – kan være en barriere for at tage af sted på cykelture i skoletiden.
Nye lånecykler og cykelkurser
Som en del af indsatsen har alle tre folkeskoler i 2024 modtaget lånecykler, som både lærere og elever kan bruge til:
- klasseudflugter
- cykeltræning
- andre aktiviteter i og omkring skoledagen
Cyklerne kan bruges på tværs af klassetrin, så flere elever får mulighed for at opleve glæden ved at cykle sammen.
Derudover tilbydes cykelkurser til alle elever, der endnu ikke har lært at cykle. På den måde sikrer vi, at alle børn får de nødvendige færdigheder og tryghed på cyklen.
Cykling som fællesskab
Med Vallensbæk Skoler Cykler bliver cyklen et fælles omdrejningspunkt i skoletiden – noget eleverne kan samles om, og som giver nye muligheder for bevægelse, læring og oplevelser uden for klasselokalet.
Er du interesseret i at læse mere?
Tre års cykelindsats fejret på rådhuspladsen | Vallensbæk Kommune





