Vær med til at markere Flagdagen

Publiceret 04-09-2026

Lørdag den 5. september markerer Vallensbæk Kommune Flagdagen for Danmarks udsendte. Borgere inviteres til flaghejsning og fællessang foran rådhuset kl. 8.00 – og har du en flagstang derhjemme, opfordrer vi til, at du også hejser Dannebrog.

Hvert år den 5. september hædrer Danmark de kvinder og mænd, der er eller har været udsendt på vegne af Danmark.

I Vallensbæk markerer vi dagen fra morgenstunden, når Dannebrog hejses foran rådhuset kl. 8.00. Alle borgere er velkomne til at møde op og være med til flaghejsning og fællessang.

Har du selv en flagstang derhjemme, kan du også være med til at markere dagen ved at hejse Dannebrog.

En dag for Danmarks udsendte

Flagdagen er en anledning til at vise respekt og taknemmelighed over for dem, der har været udsendt til internationale missioner – og samtidig sende en tanke til deres familier og pårørende.

I Vallensbæk er der registreret 88 veteraner, som har været udsendt til missioner forskellige steder i verden.

Efter flaghejsningen og fællessangen afholdes der brunch på Vallensbæk Rådhus for personligt indbudte tidligere udsendte.