Skolerne leder efter dig, der vil cykle med

Publiceret 06-10-2026

Vallensbæks skoler har brug for flere cykelonkler og -tanter. De frivillige giver ekstra tryghed på cykelturene og hjælper flere børn med at blive sikre på to hjul.

Cyklende børn

Cyklen gør det nemt at tage på klasseudflugter eller aktiviteter uden for klasselokalet, som her hvor eleverne cyklede til FN’s Internationale Læsedag i Kultur- & Borgerhuset. 

Når en skoleklasse skal afsted på cykel, gør ekstra voksne en stor forskel. Det oplever Sarwat Qasir, der er lærer på Vallensbæk Skole og bruger cyklen som en del af undervisningen. 

– Selvom vi lærere har ansvaret, er det rart med ekstra hænder, som har lyst til at hjælpe. Det giver ro, og flere børn kommer op på cyklen og bliver trygge, fordi der er flere voksne omkring dem, fortæller hun. 

De frivillige kan blandt andet være bagtrop, hjælpe et barn undervejs eller træde til, hvis en cykelkæde hopper af. Men for Sarwat Qasir handler ordningen også om mødet mellem børnene og de lokale frivillige: 

– Eleverne er trygge og hygger sig med de voksne. Der kommer også andre snakke på banen, som giver en særlig oplevelse. Jeg synes, det er fedt at inddrage lokale borgere og skabe en god kultur omkring det at cykle. 

Cyklen giver frihed 

På Vallensbæk Skole skal børnene lære at kunne transportere sig sikkert rundt på cykel. Samtidig giver cyklen flere muligheder, når undervisningen rykker ud af klasselokalet. 

– Man kan komme langt omkring på cykel i lokalområdet, og vi er ikke afhængige af bus og tog. Det giver en stor frihed, siger Sarwat Qasir. 

Vil du være med? 

Kontakt Idrætskonsulent Elisabet Moesgaard på elmoe@vallensbaek.dk eller tlf. 2124 0509 

BLIV CYKELONKEL ELLER -TANTE 

Du behøver ikke kunne deltage hver gang. De frivillige bliver kontaktet, når skolerne har brug for hjælp til en cykeltur, og siger ja, når det passer. 

Som Cykelonkel eller -tante får du en masse sjove oplevelser på cykelture med eleverne. Derudover får du en t-shirt med gruppens logo, og én gang om året inviteres kommunens Cykelonkler og -tanter til en ’tak-for-hjælpen’-kage, hvor snakken går om årets cykelture.