Vallensbæk Kommunalbestyrelse har godkendt en ny udviklingsstrategi, Livskvalitet i alle livets faser. Netop livskvalitet, og hvad der skaber trivsel og glæde i hverdagen for borgere på tværs af generationer, har kommunalbestyrelsen haft mange drøftelser af, siden Vallensbæk Kommune toppede en landsdækkende undersøgelse fra Realdania om netop oplevet livskvalitet.
- Vi er enige om, at det gode liv skal leves lige her i Vallensbæk. Både nu og i fremtiden. Derfor skal vi fortsat udvikle Vallensbæk og være fremsynede og modige som kommune. Vi har et klart ønske om at ville hinanden og give borgerne de bedste rammer for at lykkes. Udviklingsstrategien er på den måde den politiske vision, som forvaltningen skal levere de gode løsninger indenfor, siger borgmester Henrik Rasmussen.
Gælder i fire år
Udviklingsstrategien gælder fra 2026-2029 og har fem temaer med målsætninger, som skal blive til konkrete projekter og initiativer, man som borger og samarbejdspartner kan mærke og få glæde af. Udviklingsstrategien er også rettesnoren for de kommunale budgetter i den kommende periode.
Strategien blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen 9. september.

