Renoveringen af Vejlegårdsvej udføres i otte etaper, og i de enkelte etaper vil trafikken kun kunne passere arbejdsområdet i én kørebane. Trafikken bliver reguleret forskelligt nord og syd for S-banen.
Kommunen opfordrer alle trafikanter til at sætte ekstra tid af til transporten og – hvis muligt – vælge alternative ruter i perioden.
Sådan bliver trafikken påvirket
I perioder vil trafikken blive reguleret med ensretning eller midlertidige trafiksignaler.
- Syd for S-banen bliver trafikken ensrettet mod nord i arbejdsområderne
- Nord for S-banen bliver trafikken så vidt muligt reguleret med midlertidige signaler
Når arbejdet foregår nord for S-banen, bliver signalanlægget ved Liselundsvej og Vejlesvinget midlertidigt taget ud af drift, og sideveje til Vejlegårdsvej vil blive afspærret på skift.
Der vil dog altid være adgang til de bagvedliggende boligområder.
Ændringer for busser
Under arbejdet bliver der også ændringer for busdriften:
- Bus 143 og 144 omlægges via Egeskovvej, når der arbejdes nord for S-banen
- Spærringen mellem Egeskovvej og Vejlegårdsparken fjernes midlertidigt
- Busstoppestederne på Vejlesvinget flyttes midlertidigt til Vejlegårdsparken, lige nord for Vejlesvinget.
For cyklister og fodgængere
Det vil fortsat være muligt at gå og cykle langs Vejlegårdsvej i hele perioden.
Dog bliver cyklister og fodgængere samlet i den ene side af vejen, og pladsen kan være begrænset. Derfor anbefales det, at man vælger alternative ruter, hvis man har mulighed for det.
Første fase af arbejdet
De første etaper starter fra på mandag den 16. marts, og arbejdet går i gang både nord og syd for S-banen.
Nord for S-banen
- Nordgående kørebane, cykelsti og fortov spærres fra syd for Torbenfeldvej til syd for Vejlesvinget
- Vejlesvinget og Liselundsvej spærres for biltrafik ved Vejlegårdsvej
- Trafikken reguleres med midlertidige signaler
- Cyklister og fodgængere deler den sydgående cykelsti og fortov
Syd for S-banen
- Sydgående kørebane, cykelsti og fortov spærres fra Gaunøvej til Strandhaven
- Gaunøvej lukkes for ind- og udkørsel til Vejlegårdsvej
- Biltrafikken ensrettes mod nord fra Strandhaven til Gaunøvej
- Cyklister og fodgængere deler den nordgående cykelsti og fortov
Vi beklager generne
Renoveringen vil i perioder give trafikale gener, og der kan opstå ventetid.
Vi beklager ulejligheden og håber på forståelse og tålmodighed, mens arbejdet står på. Til gengæld får vi en renoveret Vejlegårdsvej, der bliver bedre og mere sikker for alle trafikanter.

