Vallensbæk er igen landets hurtigste til at behandle byggetilladelser 

Publiceret 24-03-2026

Tal fra DI viser, at Vallensbæk stadig ligger nr. 1.

Den hurtigste kommune i Danmark til at behandle byggesager er Vallensbæk (Foto: Colourbox)

Vallensbæk Kommune er for andet år i træk den kommune i Danmark, der behandler byggesager hurtigst. Det viser nye tal fra DI Byggeri, der hvert år opgør kommunernes sagsbehandlingstid på byggetilladelser. 

I 2025 tog det i gennemsnit blot to dage at få behandlet en byggesag i Vallensbæk. Dermed indtager kommunen igen førstepladsen. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i hele landet er 56 dage. 

– Det er vi selvfølgelig meget stolte af. Når borgere og virksomheder søger om at bygge eller ændre noget, er det vigtigt for dem, at de får en hurtig og klar afgørelse. Derfor arbejder vi målrettet på at have en effektiv og smidig sagsbehandling, siger borgmester Henrik Rasmussen. 

Stor forskel mellem kommunerne 

DI Byggeris opgørelse viser, at der fortsat er store forskelle mellem landets kommuner. 

Mens det i Vallensbæk i gennemsnit tager to dage at få behandlet en byggesag, kan det i nogle kommuner tage over et halvt år, og helt op til 200 dage. 

På landsplan er sagsbehandlingstiden for byggetilladelser dog faldet for tredje år i træk. I 2022 toppede ventetiden med 75 dage i gennemsnit, mens den i 2025 som nævnt er faldet til 56 dage. Det skyldes dog især markante forbedringer i nogle få kommuner. 

Et fælles fokus på god service 

For Vallensbæk Kommune er den korte sagsbehandlingstid også et udtryk for et generelt fokus på service over for borgere og virksomheder. 

– Når vi kan give hurtige svar, skaber det bedre rammer for udvikling i kommunen. Det gælder både for familier, der vil bygge eller forbedre deres bolig, og for virksomheder, der ønsker at investere og udvikle, siger borgmesteren.