Da Morten Vinge-Maigaard stillede op til skolebestyrelsen første gang, var det med et ønske om at engagere sig i sine børns skolegang. Dengang vidste han ikke meget om skolebestyrelsesarbejdet, men nysgerrigheden voksede hurtigt.
– Man kan vælge bare at være kritisk – eller man kan søge indflydelse og prøve at gøre en forskel, siger han.
Siden har han været formand for skolebestyrelsen på Pilehaveskolen i 16 år og har oplevet skolen gennem tre skoleledelser, store udviklingsprojekter og tre børns skolegang.
En særlig rolle som forælder
Gennem årene har Morten haft flere oplevelser, som har gjort stort indtryk.
Blandt andet fik han mulighed for at holde dimissionstale for sin ældste søn – en oplevelse, de færreste forældre får. Senere deltog hans mellemste søn som næstformand i elevrådet også i skolebestyrelsesmøderne.
Et andet højdepunkt var, da Dronning Mary besøgte Pilehaveskolen i forbindelse med arbejdet med Mary Fonden og Skolestyrken. Her deltog Mortens yngste datter Flora som repræsentant for elevrådet.
– Det var helt exceptionelt. Pludselig stod Pilehaveskolen nævnt i medier rundt omkring i verden, fortæller han.
Frivillighed gør en forskel
Selv om arbejdet i skolebestyrelsen er frivilligt og ulønnet, har Morten aldrig været i tvivl om, at indsatsen er vigtig.
– Vi prøver også at lære vores børn, at man har en pligt til at involvere sig og prøve at gøre en forskel, siger han.
Nu giver han stafetten videre til nye kræfter. Samtidig ser han med interesse frem til at følge skolens fortsatte udvikling – blandt andet arbejdet med madfællesskaber og skolemad.
Efter 16 år i skolebestyrelsen afslutter Morten Vinge-Maigaard et langt frivilligt engagement, der har været drevet af ønsket om at bidrage til en god skole for både egne og kommende generationer af elever.

