Nytårskure afholdt i Vallensbæk Kommune

Publiceret 16-01-2026

I januar besøger borgmesteren kommunens arbejdspladser i forbindelse med årets nytårskure.

Hver dag stiller medarbejdere i Vallensbæk Kommune op og bidrager til at få byen til at fungere. Det sker i klasseværelserne, på veje og grønne områder, når borgerne har brug for hjælp i hjemmeplejen, eller når de skal have råd og hjælp på rådhuset.  Og hvert år inviterer borgmesteren medarbejderne til nytårskur for at takke dem for den gode indsats og sige godt nytår.

Markering af årets begyndelse

Nytårskurene holdes traditionelt som en række lokale arrangementer rundt i Vallensbæk Kommune, hvor borgmester Henrik Rasmussen har deltager.

I denne uge har han således været forbi både Pilehaveskolen og Egholmskolen, og på Rønnebækhus hilste han på medarbejderne i hjemmeplejen forleden. Også på rådhuset samledes personalet i den forløbne uge til nytårskur, og i næste uge får også Vej og Park og Vallensbæk Skole et besøg af borgmesteren.

Nytårskuren markerer årets begyndelse og har haft fokus på at anerkende den indsats, der hver dag ydes for Vallensbæks borgere – både i den direkte kontakt med borgere og i de funktioner, der er med til at få kommunen til at fungere som helhed.